Fortsæt til indhold

Erik Asmunds rejselegat til to lokale ildsjæle

Kasserer i Køge Boldklub Bent Nielsen og "Mr. AIK 65", Johnny Thorsen hyldet ved DBU Sjællands delegeretmøde lørdag den 10. januar

Arkiv
Arkiv

FODBOLD: Lørdag den 10. januar afholdt DBU Sjælland - tidligere SBU - sit årlige delegeretmøde i Roskilde Kongres Center.
I forbindelse med årsmødet uddeltes traditionen tro Erik Asmunds rejselegat.
Legatet uddeles hvert i to-tre portioner á 10.000 kr. - og i år blev det ene legat tildelt Køge Boldklubs kasserer Bent Nielsen.
Bent Nielsen startede sit lange parløb med Køge Boldklub i 1976, da han blev holdleder i ynglingeafdelingen.
I alt blev det til 25 begivenhedsrige år i klubbens ungdomsafdeling før han skiftede arbejdsopgaver. Undervejs havde han haft talenter som Jon Dahl Tomasson, Martin Retov, Casper Ankergren og Søren
Larsen under vingerne.
- I dag er hans rolle i klubben lidt anderledes, idet han sidder tungt på pengekassen og er klubbens kasserer. Han og klubben kan på 4. år præsentere et regnskab med 0,00 kroner i kontingentrestancer – en præstation, som kun få kan prale af, tænker jeg, sagde DBU Sjællands bestyrelsesmedlem Heidi Christensen i forbindelse med overrækkelsen.
Bent Nielsen har gennem sit virke som kasserer i 15 år arbejdet for, at alle skulle betale kontingent, og helst inden man kom på
holdkortet. Det har resulteret i, at samtlige 874 aktive medlemmer har afregnet deres mellemværende med klubben inden årsskiftet.
Han arbejder hver formiddag i klubben, hvor han har ansvaret for en række områder: Blandt andet økonomi, medlemsadministration, pædofilierklæringer og en række andre opgaver. Alt arbejde er ulønnet og gøres med en sjælden omhu.
- Alle i klubben ved, at man ikke slipper udenom, at makkeren i omklædningsrummet også har orden i sagerne, hvilket har skabt en sund kultur, og har været medvirkende til en blomstrende senior/Old Boys-afdeling, sagde Heidi Christensen.
Bent Nielsen takkede bestyrelserne i DBU Sjælland og Køge Boldklub for at blive indstillet og valgt.
- Jeg ved ikke om det er en trussel, men jeg fortsætter som kasserer så længe jeg bliver valgt. Der er ikke nogen som har
turdet stille op imod mig endnu, sagde Bent Nielsen med et glimt i øjet.

Manden der gør mere end han magter

I 2015 fejrer både AIK 65 Strøby og Johnny Thorsen Jubilæum. Og det er faktisk svært at tale om den ene uden at nævne den anden.
Johnny Thorsen modtog Erik Asmunds Rejselegat på 10.000 kroner for sin store indsats for fodbolden i fodboldklubben sydøst for Køge. Netop dette kom DBU Sjællands næstformand Jørn Hedengran ind på, da han motiverede valget fra talerstolen.

- Vores legatmodtager er yderst vellidt, men modtager dog også urimelig kritik for at forsøge at gøre mere end han reelt magter, sagde Jørn Hedengran

Af sin klub bliver Johnny Thorsen betragtet som 'en ener' og en person, der 'lever og ånder for fodbold' og en 'mand med et kæmpe hjerte' som gør en reel forskel for fodbolden og lokalsamfundet. I sine mange år i klubben har Johnny Thorsen har i alle årene virket som træner for ungdommen og i forskellige perioder som bestyrelsesmedlem, senest fra 2004 og til dato.
Johnny Thorsen takkede formand Bjarne Munk og AIK 65 Strøby for indstillingen og DBU Sjælland for valget. Fra talerstolen kom han med en personlig opfordring til alle, der udfører frivilligt arbejde.

- Jeg er kun en lille del af noget meget større. Jeg har jo altid fulgt mit hjerte, og det tror jeg, at vi når længst ved med frivilligt arbejde. Så tusind tak, sagde Johnny Thorsen.
pm

Johnny Thorsen modtager legatet af Erik Asmund. (th). (Foto: Rie Døllner, DBU Sjælland).