Gardinet blev lukket ned
<p class="urub">HIF’s målmand Ken Berkowitz storspillede da HIF vandt i Ydun</p>
Der skulle et straffekast til Ydun til, før der skete en ændring. Målmand Ken Berkowitz reddede forsøget, og så blev der ellers lukket af. I de kommende 28 minutter scorede hjemmeholdet blot tre gange, og den ene store redning afløste den anden. HIF gik til pausen med en smal 8-6 føring, der blev udbygget stille og roligt i 2. halvleg til 20-13 med fem minutter tilbage. Ydun gik frem og mandsopdækkende over hele banen, men det blev kun en kosmetisk ændring, idet HIF vandt opgøret med 21-17.
Der var flere ting, der var afgørende for kampens forløb. Yduns bænk gjorde det ikke nemmere for deres kæmpere med mange kommentarer og en enkelt udvisning, og det var ikke til holdets fordel. HIF bevarede roen og tog et par udvisninger, som ikke kan undgås, og så var der også plads og råd til at tage lidt løsere på opgaven.
Under opvarmningen fik målmand Henrik Nørgaard en forvredet fod, da han trådte på en bold, så han sad udenfor hele kampen. Daniel Dam måtte ligeledes udgå med lyskeproblemer midtvejs i 2. halvleg, og begge spillere er tvivlsomme i forhold til torsdagens hjemmekamp mod Sydhavsøerne i Dansborghallen kl. 19.45.