Fortsæt til indhold

Tro, håb og Roskilde

Arkiv
Arkiv

Nu er det på tide, at vi ikke kun regner med de afledte effekter af økonomiske tiltag med. Folks tro på- eller frygt for fremtiden og hinanden har også effekt på den verden, vi lever i. Hvis jeg skulle sammenfatte en lære, vi alle bør tage med os fra det år, vi forlader, så er det den. For mig handler det om, hvorvidt vi alle tør tro på, at der er en bolig, et arbejde, en uddannelse, lidt af livets glæder og hjælp, når livet er svært til hver af os. Den tro arbejder Roskilde Byråd i disse år på at nære med den investere i den fremtid, vi ønsker os. Konkret handler det fx om at vi i disse år bygger historiske mange almene boliger for at sikre, at der er plads til alle. Jeg ved, at mange allerede venter på, at disse byggerier skal stå færdigt, og da Folketinget vedtog kontanthjælpsloftet, blev der endnu flere, som får brug for disse boliger for fortsat at kunne have hjemme her. Derfor gøres der fra Byrådets side alt for at boliger står færdige snarest muligt. Men et hjem gør det ikke alene. Arbejde, uddannelse og en solid velfærd går hånd i hånd.

Kommunen kan ikke alene

Her vil jeg gerne takke de mange tusinder, som hver dag gør deres bedste for at være de bedste pædagoger, skraldemænd, lærere, sagsbehandlere, plejepersonale, asfaltteam, sygehjælpere, naturkyndige, håndværkere, planlæggere m.fl. Som borgere kan vi alle have mange forventninger. Som politikere kan vi have mange ideer. Men det er Jer, som hver dag får arbejdet gjort. Derfor handler byrådets investeringer om bedre rammer for jeres arbejde for borgerne. Det handler om de fysiske rammer, mindre bureaukrati og mere nytænkning. Endelig har vi mennesker brug for fællesskaber, hvor vi mødes i lokalsamfundene på tværs af alder, baggrund, interesser mm., og finder troen på og håbet for fremtiden. Det sikrer især Roskilde Kommunes mange frivillige ildsjæle, og derfor er det tredje store andel af Byrådets investeringer i at støtte og forbedre rammerne for levende frivillige fællesskaber og skabe bæredygtig udvikling i hele kommunen. For kommunen kan ikke det hele. Boligerne kan kun skabes sammen med boligselskaber og private udviklere. Uddannelse, arbejde og velfærd afhænger af uddannelsesinstitutioner, virksomheder og hver enkelt persons arbejdsindsats, både som borger og/eller medarbejder. De levende lokalsamfund og det frivillige engagement kræver alles vilje og lyst til at skabe noget sammen. Men til sammen kan vi mere end vi tror. Derfor skal vi kunne regne med hinanden. Så kan vi nemlig ikke bare ønske, men give hinanden et godt nyt år med tro, håb og Roskilde. Joy Mogensen, borgmester i Roskilde.