Stiller skarpt på lederuddannelse
<p class="urub">Synoptik investerer i Danmarks første lederuddannelse af butikschefer</p>
- Jeg har rigtig store forventninger. Vi sidder som butikschefer hver eneste dag med opgaver, som er meget unikke for branchen. Vi vil alle sammen gerne være de bedste chefer og give den bedste service og rådgivning til kunderne. Derfor betyder det også rigtig meget for mig, at Synoptik er villig til at investere i en lederuddannelse, der gør, at vi kan blive endnu bedre, siger William Petersen, butikschef i Synoptik i Hvidovre Stationscenter.
<p class="mrub">Med kunderne for øje</p>
På servicecentret i Herlev er HR direktør Tina Thomsen da heller ikke i tvivl om, at lederuddannelsen af de mange butikschefer som William Petersen er givet godt ud.
- Vi har en vision om at være den optikerkæde i Danmark, der anbefales af flest. Så selv om vores kundetilfredshedsmålinger viser en fremgang, skal vi konstant arbejde på at blive endnu bedre til at yde en personlig og høj faglig service. Og her er butikscheferne jo en helt afgørende faktor, da det er dem, der skal motivere og udvikle medarbejderne, som hver dag står ansigt til ansigt med kunderne, siger Tina Thomsen.
Hun bakkes desuden op af Niels Åkerstrøm Andersen, professor på Copenhagen Business School. Selvom Synoptik-uddannelsen er helt ny, er professoren ikke i tvivl om, at lederuddannelse af f.eks. butikschefer vil blive en nødvendighed for langt de fleste større virksomheder inden længe. Og måske særligt i detailhandlen, hvor de mange spredte butikker gør det svært at lede fra centralt hold.
- Kompleksiteten i de store organisationer skaber nogle klare behov for selvstændig ledelse. Du er simpelthen nødt til at forholde dig ledelsesmæssigt til hver enkelt forretning eller enhed. Du sælger til forskellige segmenter med forskellige handelsmetoder, og det håndteres bedst lokalt. Og det kræver, at medarbejderne er gearet til det, forklarer Niels Åkerstrøm Andersen.