Pres på SønderjyskE før anden pokalsemifinale
Piraterne fra Aalborg har en 1-0 sejr i bagagen før holdene mødes i dag klokken 13.15
Der bliver behov for massiv opbakning til de lyseblå ishockeyspillere i eftermiddag i SE Arena i Vojens. De danske mestre er bagud inden eftermiddagens anden pokalsemifinale. Hvis det skal lykkedes for sønderjyderne at spille sig i endnu en pokalfinale, så skal gårsdagens 0-1 i Gigantium i Aalborg, vendes til en større sejr i dag.
Der er nok at kæmpe for for Dan Cemans tropper. De fleste kan huske pokalfinalen i fjor, hvor SønderjyskE blev ydmyget på egen is. Den plet skal vaskes af. Og så kunne 2015 meget vel blive et år, hvor mesterskabet kan blive svært at genvinde - og så vil en pokaltitel råde bod på en del. Altså der skal slåsses for en sejr i dag. Og det stiller også krav til Danmarks Bedste Publikum, som gerne må være talstærkt tilstede på lægterne.
Også Danmarks nye sportskanal, TV2 Sport, der går voldsomt ind i at sende fra den danske Metal liga, er tilstede i SE Arena i dag. Kanalen sender kampen direkte med sendestart klokken 13.00. En enestående mulighed for at vise Danmark, at SE Arena er Danmarks bedste isarena og SønderjyskEs publikum Danmarks bedste.