HB Køge har indledt sæsonforberedelserne
FODBOLD: Tre nyerhvervelser var med da HB Køge onsdag formiddag havde første træningssamling efter jule- og nytårsferien.
På kunststofbanen på Herfølge Stadion kunne trænerne Henrik Pedersen og Kim Daugaard sige velkommen tilbage til en trup, der havde holdt sig fint trimmet i ferien.
De tre nye folk der er kommet til siden truppen gik på ferie for godt en måned siden er offensivspilleren Kristoffer Munksgaard der kommer fra Næstved, højrebacken Mark Gundelach der er kommet fra FC Nordsjælland og den alsidige defensivspiller Jonas Thomsen der er lejet for forårssæsonen i FC Vestsjælland.
Den 24-årige Kristoffer Munksgaard - der som helt ung trådte sine første fodboldstøvler i Køge Boldklub - havde de seneste sæsoner udviklet sig til en af profilerne i 2. Division og scorede således ni mål for de grønblusede sydsjællændere i efterårssæsonen.
Mark Gundelach - der fejrer 23-års fødselsdag i dag onsdag - fik allerede som 16-årig sin debut i Superligaen for FC Nordsjælland. Gundelach har skrevet en 3-årig kontrakt med HB Køge.
Tirsdag indgik HB Køge en halvårlig lejeaftale med FC Vestsjælland om den alsidige defensivspiller Jonas Thomsen, der har spillet 25 kampe for Slagelseklubben, heraf 16 i Superligaen.
HB Køge med i Brøndbyhallen
Både Jonas Thomsen, Kristoffer Munksgaard og Mark Gundelach kan opleves når HB Køge søndag den 11. januar deltager i Arbejdernes Landsbank Cup 2015 i Brøndbyhallen.
Otte hold deltager i turneringen, og HB Køge er i turneringen kommet i pulje 2 sammen med Superligaholdene Brøndby IF og Hobro IK samt 1. Divisionsholdet Vejle BK.
Turneringen sparkes i gang med første kamp kl. 13.00 og hele stævnet transmitteres live på TV3+.
HB Køges første kamp ved turneringen spilles kl. 13.23 mod Vejle BK.
De øvrige fire deltagende klubber - i pulje 1 - er OB, FC Vestsjælland, Lyngby BK og Fremad Amager.
HB Køges sender følgende trup i ilden til Arbejdernes Landsbank Cup 2015:
Frederik Hansen (målmand). Mark Gundelach. Kristoffer Munksgaard. Rasmus Nielsen. Philip Zinckernagel. Søren Henriksen. Jonas Thomsen. Sylvester Seeger-Hansen. Kristian Andersen. Kristian Pedersen og Alexander Ludwig.
Truppen varetages på dagen af assistenttræner Kim Daugaard.
Hvert hold har fem spillere på banen af gangen. En spiller over stregen. Målmanden må kun opholde sig på egen banehalvdel.
Hver kamp varer otte minutter og kampene dømmes af henholdsvis Kim Milton og Claus Bo Larsen.
Der er en førstepræmie på 40.000 kr. til vinderen af turneringen, mens nummer to kan rejse hjem med 20.000 kr. i præmiesum. Der er 10.000 kr. til tredjepladsen.
Billetter kan købes i forsalg på www.brondby.com.