Rotterne driller igen på Vitaskolen
0.b er flyttet efter fund af rotteekstrementer i deres klasselokale
Det var en hård kamp Vitaskolen i det sene efterår var ude i mod et større antal rotter. Skolen endte med at måtte flytte 450 elever til andre lokaler, men i starten af december vendte de tilbage.
Siden har rotterne holdt sig væk, men tirsdag morgen dukkede de så op igen i 0.b's klasselokale. Ingen har ganske vist endnu set rotter, men deres ekskrementer lå i lokalet, da skolens pedel tirsdag morgen låste døren op.
Vitaskolen tog omgående affære, flyttede børnene til et andet lokale og tilkaldte folk udefra.
"Rottefangerne siger, at det ofte sker, at der kommer enkelte opblomstringer, når man er kommet rotteproblemet til livs. Heldigvis er omfanget minimalt, og vi sætter alt ind på at tage det i opløbet," siger skoleder, Jan Lagoni til Lokalavisen.
Lige siden at rotterne blev slået tilbage i starten af december og de 450 elever rykkede tilbage i deres klasselokaler har skolen haft øjne på stilke i forhold til at spotte rotter.
"Vi har haft masser af fælder oppe og i det hele taget alle antenner ude efter spor af rotter, men det er altså først nu, at vi registrerer aktivitet," siger Jan Lagoni.