Livlig debat om velfærd
Kan man få mere velfærd for pengene? Det var et af de centrale spørgsmål, der en kold torsdag midt i januar blev debatteret, da Liberal Alliance stod bag en debataften på Kolding Uddannelsescenter.
Debatpanelet bestod af Thyra Frank, folketingsmedlem for Liberal Alliance og tidligere forstander på plejehjemmet Lotte på Frederiksberg, Christina Egelund, ejer af en af Danmarks bedste campingpladser og bestyrelsesmedlem i VisitDenmark, Henrik Dahl, kendt dansk sociolog, livsstilsforsker, forfatter og samfundsdebattør og Dennis Paaske, coach indenfor elite sejlsport og lokal kandidat fra Kolding.
Emnet for debatten var umiddelbart ikke det, de fleste forbinder med Liberal Alliance, men det er faktisk en mærkesag for flere af panelets deltagere. De mener, at Danmark er ved at drukne i bureaukrati og på bekostning af dette, mister danskerne varme hænder og kvalitet inden for den offentlige sektor.
Over 60 debatlystne deltagere med forskellige baggrunde og politiske overbevisninger mødte op og hjalp med at gøre debatten alsidig og konstruktiv.
”Det var skønt at se, at der også var mødt folk op, der slet ikke stemmer Liberal Alliance. På den måde, bliver debatten altså bare lidt mere spændende, så det ikke ender med at vi alle sidder og nikker i takt”, siger folketingskandidat Dennis Paaske.