“Glade Peter” bli’r 80 år
Han fik for alvor travlt, da han for 20 år siden gik på efterløn som 60-årig. Og det var vel at mærke med det han allermest holdt af, - nemlig at glæde andre med sin musik og sit livsbekræftende humør.
Mange synes vel, det er rart at slappe af, når de bliver pensioneret eller går på efterløn. Men for “Glade Peter”, har det været lige omvendt. Efter mange års virke som arbejdsleder forskellige steder - bl.a. i trykkeri- og forlagsbranchen og sluttelig som brandslukningsekspert med meget rejseri, glædede han sig til at starte “et ny liv” med musikken. Det var ikke “ukendt land”, for i ungdommens vår, spillede han orkestermusik i bandet “Dana Trioen”, bl.a. ved bal og byfester.
Han fik tilnavnet “Glade Peter”, da han fik comeback ved Ældrerådet og De Frivillige Ældrearbejdes caféarrangementer på Risbjerggård, og var “fast inventar” her i ca. 10 år, ind til han selv sagde stop. Men det udviklede sig hurtigt til masser af engagementer både ved forenings- og private fester lokalt og ude i byen.
- Jeg elsker jo at spille, men på grund af en operation i hænderne har jeg måttet drosle det meget ned på det seneste, siger Stig Petersen. - Jeg har jo spillet fra jeg var 13 år, hvor min mor - der var alene med fem børn i en 2-værelses lejlighed, lejede et klaver, - et kæmpemonstrum, der blev bakset ind i den trange stue. Det kostede 20 kr. om måneden, og mor tog ekstra job for at klare det hele. Min far, der fik seks børn med sin nye kone, kom dog også med lidt hjælp ind imellem.
<p class="mrub">Rart i Hvidovre</p>
Stig Petersen og fru Winnie flyttede fra Valby til Hvidovre for 45 år siden, hvor de købte det idylliske lille hus i Storegade i Avedøre Landsby, lige over for gadekæret.
- Og det har vi aldrig fortrudt, selv om der på det seneste nok er kommet lidt for meget moderne byggeri og industrikørsel ind i området. Men der er et godt netværk for ældre i Hvidovre; - dem der vil nyde livet sammen med andre, har virkelig gode muligheder. Vi har kolossalt mange dejlige venner og bekendte, slutter “Glade Peter”.
Foruden sit virke for Ældrerådet og Det Frivillige Ældrearbejde i Hvidovre. har Stig givet en hånd med i Avedøre Landsbylaug, ligesom han i en periode har været aktiv ved “HIF Gamle Kæmper’s” arrangementer foran Rådhuset, samt i Hvidovre Lions Club og på “Rejseholdet”.<CHARENTITY>8</CHARENTITY>m-