2015 byder på vækst til Region Sjælland
VÆKST: Finanskrisen har sluppet sit tag i Region Sjælland, og Væksthus Sjælland forventer, at der også i 2015 kommer nye job til Region Sjælland.
Men virksomheder kommer stadig til at kæmpe for ordrene og arbejde målrettet for at kunne klare sig i konkurrencen med udlandet.
De seneste tal viser, at der er i 2014 er kommet 500 nye job til Region Sjælland. Derfor tror Væksthus Sjællands direktør Mads Váczy Kragh også på vækst i 2015.
- Vi har generelt oplevet fremgang hos erhvervslivet i 2014, og det vil vi også opleve i 2015. Men det er ikke sådan, at vi kommer til at se flere tusind nye job i 2015, desværre. Men generelt er hjulene kommet i gang, og det betyder også, at virksomhederne ansætter flere, spår Mads Váczy Kragh.
Væksten kommer dog også til at give problemer for virksomhederne. For selvom der stadig er mange arbejdsløse står en del virksomheder faktisk med rekrutteringsudfordringer. De har nemlig svært ved at finde de kompetencer, de mangler.
- Vi står i Region Sjælland med en hel ny udfordring, for vi har stadigvæk arbejdsløshed, samtidig med at virksomhederne ikke kan skaffe arbejdskraft. Det skyldes at erhvervslivet efterspørger højtuddannede og faglærte, og dem har vi ikke nok af. Fx er ingeniører en klar mangelvare, og det hæmmer allerede nu væksten i virksomhederne, fortæller Mads Váczy Kragh.
Udover kampen for at skaffe de rigtige medarbejdere, så ser direktør i Væksthus Sjælland, Mads Váczy Kragh, en stor udfordring omkring produktivitet og ikke mindst implementeringen af teknologi i virksomhederne.
- Vi har haft en positiv udvikling i produktiviteten de seneste år, og det er afgørende, at vi holder fast i at et velfungerende erhvervsliv er et produktivt erhvervsliv. Vi skal fortsat have produktion her i Danmark, og skal det ske kræver det investeringer i teknologi. Det er et af de områder, der får større fokus hos os i Væksthuset i 2015, fortæller Mads Váczy Kragh.
Generelt ser Væksthusdirektøren dog positivt på fremtiden for Region Sjælland.
- Der er masser af muligheder for virksomhederne i Region Sjælland også i 2015. Men vi er stadig i en skærpet konkurrencesituation, og vi er et stykke fra at nå niveauet fra før krisen. Det kræver en aktiv indsats de næste år, men vi tror det kan lade sig gøre. Vi mærker generelt et erhvervsliv som vokser og at alle lige fra kommuner til pengeinstitutter er klar til at lægge sig i selen. Så I væksthuset glæder vi os rigtig meget til 2015, fortæller Mads Váczy Kragh.
pm