Her er fremtiden for Klostergården
Plan- og Boligudvalget har igangsat arbejdet med en lokalplan for området omkring Klostergården. Forslag til lokalplanen forventes at komme i offentlig høring efter sommerferien.
95 moderne boliger i midtbyen, 100 nye parkeringspladser og et nyt, grønt byrum i sammenhæng med skaterbanen. Det er fremtidsudsigten for Klostergården og området omkring bygningen, som sidste år blev solgt til det almennyttige boligselskab Domea.
Salget til Domea betyder, at den tidligere fabriksbygning Klostergården rives ned for at give plads til en lukket boligkarré med 95 moderne boliger i 2½-4½ etager. Beboerne i den nye ejendom får et privat gårdrum inde i boligkarréen og en kælderetage med offentlig adgang til 100 parkeringspladser i tidsrummet mellem kl. 8-16. De 100 nye parkeringspladser skal erstatte de nuværende 35 pladser mellem Klostergården og skaterbanen, som nedlægges for at give plads til en ny bypark.
Salget af Klostergården er dermed en vigtig brik i realiseringen af Koldings bylivsstrategi og det politiske fokusområde om flere boliger i bymidten.
'Der er i dag et stort behov for et varieret udbud af moderne, tidssvarende boliger, der kan tiltrække en bred målgruppe fra studerende og småbørnsfamilier til ældre. Placeringen i Klostergade er attraktiv og ideel, og skal være med til at give liv i bymidten, også uden for butikkernes åbningstid,' siger by- og udviklingsdirektør Thomas Boe.
Forskønnelse af arealet mellem Klostergården og jernbanen
Udover den nye bypark er det også tanken, at arealet mellem Klostergården og jernbanen skal udvikles til et nyt byrum, når den eksisterende busterminal flyttes ned ved siden af banegården. I forbindelse med salget af Klostergården blev der reserveret 500.000 kr. til at skitsere et nyt projektforslag, der skal forskønne det lidt forsømte område.
Forventningen er, at et forslag til lokalplanen bliver præsenteret for Plan- og Boligudvalget og byrådet omkring sommerferien. Herefter skal forslaget i offentlig høring og forventes endeligt vedtaget i Byrådet sidst på året.