Fortsæt til indhold

Sådan forløber mandagens demonstrationer

Man kan roligt sige at meninger, følelser og holdninger mødes i morgen i Haderslev

Arkiv
Af Peter Rasmussen

To demonstrationer med modsatrettede budskaber løber af stablen næsten samtidig. Under mottoet ”Knæk islam” udmeldte foreningen SIAD – Stop islamiseringen af Danmark – for en rum tid siden, at man ville demonstrere i Haderslev mandag den 5. januar. Budskabet er, at Danmark skal stoppe indvandringen af muslimer til landet. Denne udmelding fik et nyt hold på benene – en forening om man vil. ”Haderslev imod Fremmedhad”, primært bestående af de politiske partier Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten, Radikale og Slesvigsk Parti, foranstaltede en moddemonstration.

Begynder ved Domkirken

SIADs demonstration tager sin begyndelse ved Haderslev Domkirke klokken 17.00. Herfra bevæger den sig gennem byen til Haderslev Kaserne, hvor der vil blive holdt et par taler. På sin hjemmeside skriver SIAD om demonstrationen:
” Nu gælder det om at ALLE der har indset hvad der er ved at ske med dette land pgra islams indflydelse dukker op til denne demonstration. Vi har sat rammerne for denne demonstration, men det er DIN demonstration for DIT land. Hvis du ikke dukker op uanset hvor du bor i landet og uanset næsten hvad du skal, så er det DIN skyld hvis den samlede moddemonstration i Haderslev bliver meget større end vores og det er DIN skyld når de siger: “haha se der er heldigvis ikke ret mange der har den holdning” og så vil islamiseringen fortsætte for fuld skrue. Og på et tidspunkt vil Danmark så ende velfortjent på historiens losseplads, for der var ingen der stod op for Danmark da Danmark havde brug for det allermest.”

Begynder på Gravene

En halv time før – klokken 16.30 – begynder ”Haderslev mod Fremmedhad” sin demonstration på Gravene. Således planlægges dette arrangement: ” Vi mødes på Gravene mandag den 5. januar 2015 kl. 16.30, hvor Lennart Madsen er konferencier for arrangementet. Her vil Kim Eriksen holde en tale, hvorefter vi går en runde i Haderslevs gader i stolthed over at vi atter en gang kan stå sammen i Haderslev. Der vil blive orienteret om ruten på mødet. Vi slutter igen på Gravene kl. ca. 17.15, hvor der vil være taler af Reaktion og Karl Erik Olesen fra Det Radikale Venstre. Vi forventer at afslutte arrangementet kl. ca. 17.30, hvorefter vi kan gå hjem i god ro og orden,” skriver arrangørerne.

”Vi har en tradition”

De fem politiske partier, findes der i Haderslev en god tradition for at tage godt imod nye borgere, og den dagsorden, som SIAD vil sætte, kan man på ingen måde acceptere: ” Vi vil som by ikke være med til at sætte den dagsorden som SIAD ønsker. Vi har i Haderslev et sammenhold som vi kan være stolte af. Vi har i mange år arbejdet på at skabe et byliv der inkluderer alle. Vi kan konstatere at vi ikke har en såkaldt ghetto og at vi ikke oplever nævneværdige problemer med bestemte befolkningsgrupper. Vi har en smuk, imødekommende og fredelig by, vi ønsker at det forbliver sådan. Her er vi alle sammen fra Haderslev,” siger de.