Fortsæt til indhold

SønderjyskE henter Fredericias anfører

Første SønderjyskE-indkøb i denne vinterpause er forsvarsklippen Marc Pedersen, hentet i Fredericia

Arkiv
Af Peter Rasmussen

Superligaklubben SønderjyskE kan nu notere den første, nye signing til holdkortet for den kommende sæson. Klubben har underskrevet en 2årig kontrakt med Marc Pedersen, der pt. er anfører i 1. Divisionsklubben FC Fredericia.
Den 25årige forsvarsspiller indledte fodboldkarrieren i Vejle Boldklub, hvor det blev til en række kampe i Superligaen. Marc Pedersen har også spillet i den svenske ligaklub Djurgården IF, og skiftede efter en længerevarende knæskade til FC Fredericia i 2013.
Det er en ønskespiller, som SønderjyskE, ifølge sportschef Hans Jørgen Haysen, kan indlemme i superligatruppen fra den kommende sæson:
"Vi har fulgt Marc Pedersen i en periode, og vi har været imponerede af det, vi har set. Han har leveret på et meget højt niveau i denne sæson, og besidder de dyder, vi godt kan lide i SønderjyskE," siger han.
"Han giver sig 100 % for holdet, og bruger gerne sin veludviklede fysik i nærkampe og dueller. Han kan spille på flere pladser i det centrale forsvar og som højre back. Marc Pedersen har også ambitioner om at prøve sig af på et højere niveau, og er en spændende spiller, som vi forventer os meget af i SønderjyskE," understreger Hans Jørgen Haysen.