Drama da Team HK Køge besejrede Øresund
Weekenden bød også på sejre til Køges bedste volleyball damer og basketballherrer.
HÅNDBOLD: Der var spænding og dramatik for hele entreen da Team HK Køges bedste herrehold i 2. Division søndag eftermiddag mødte Øresund Håndbold.
Øresund Håndbold har tidligere været en vanskelig modstander for Køge - og det skulle de også vise sig at blive denne søndag i Herfølgehallen.
Team HK Køge vandt en kneben sejr på 22-21 efter 9-8 føring ved pausen - men det var først til sidst at sejrsmålet blev scoret og efter dette havde Øresund Håndbold chancen for at få udlignet i de sidste sekunder - men det forhindrede Køge-keeper Jacob Hvid Hansen ved at nappe kampens sidste forsøg.
De to mandskaber fulgtes pænt ad i en meget lige og målfattig første halvleg hvor stillingen var 5-5 efter et kvarters spil.
Efter pausen kom Øresund rigtigt godt ud til anden halvleg og fik på bare tre og et halvt minut ændret Team HK Køges føring på 9-8 til en føring på 11-9. Men så tog Køge over og kom på 12-11 og senere 16-13 og 19-14. Så fornemmede de fleste af de mange fremmødte tilskuere formentlig at sejren var i hus, men nordsjællænderne gav ikke op. Holdet kom rigtig godt tilbage i kampen og fik reduceret til 19-18 og senere udlignet til 20-20 med to minutter igen. 21-21 var stillingen med et halvt minut igen, da Shan Santos bankede bolden ind bag en iøvrigt særdeles velspillende Øresund-keeper så Team HK Køge kunne trække sig tilbage med en sejr på 22-21.
En ganske vigtig en af slagsen, eftersom både IF Stadion og Hvidovre IF også vandt deres kampe. Dermed er der status quo i toppen med 23 points til IF Stadion og Team HK Køge og 23 points til Hvidovre IF efter 14 spillerunder.
Topscorer for Team HK Køge blev anfører Brian Ankersen og Nicklas Rasmussen med hver 5 mål. Nicolaj Fabricius og Shan Santos scorede hver 4, Christian Neergaard 2, Jakob Vive og Claus Hansen hver 1 mål.
- Det er for dumt vi kommer i knibe til sidst. Vi skal lukke kampen inden men brænder for mange chancer. Men en kamp hvor jeg synes vi stod super stærkt i forsvaret hvor også Jacob Hvid i målet tog godt for sig, sagde cheftræner Lars Nedergaard efter kampen.
Team HK Køges næste kamp er tirsdag aften den 20. januar kl. 20.40 i Herlufsholm Idrætscenter hvor modstanderen er Næstved/Herlufsholm fra 3. Division. Kampen er et led i 4. runde i pokalturneringen.
Næste opgave i 2. Division er fredag aften den 23. januar kl. 19.45 mod BK Ydun i Frederiksberg-hallen.
Sejre til volleyball og basketball holdene
Weekenden bød også på fine sejre til Køge Basketball Klubs bedste herrehold i 1. Division. Holdet vandt hjemme i Køgehallen med 89-77 over IF Skjold Birkerød og bevarer dermed andenpladsen i divisionen.
Team Køge Volleys damer i Volleyligaen vandt sin fjerde sejr i træk da DHV Odense lørdag blev sendt hjem fra besøget på Asgård skolen med et nederlag på 3-0.