Fortsæt til indhold

Omfattende hærværk på det nye Avedøre Bibliotek

<p class="urub">Politi og kommune arbejder intensivt på at gøre området mere trygt</p>

Arkiv
key

I alt blev 22 ruder smadret, oplyser leder af lokalpolitiet i Hvidovre, Anja Høpfner. Lederen af lokalpolitiet understreger, at hærværket naturligvis er med til at skabe utryghed i stationsbyen, men at politiet efterforsker sagen og er til stede i området. Ruderne blev knust med fliser og flisestykker og blev i følge politiet begået af en gruppe på ca. 10 mænd.

- Som udgangspunkt er Avedøre Stationsby et trygt og godt sted, men der sker naturligvis, som i alle lokalsamfund, kriminelle handlinger, siger hun til Hvidovre Avis.

Ud over at efterforske den konkrete sag er politiet i samarbejde med øvrige instanser derfor nu i gang med en solid indsats i området. Siden april har det lokale politi været udrullet i nærområdet, hvilket betyder, at to faste betjente hver dag befinder sig i Avedøre.

- De er der både i forhold til efterforskning, men er også tilstedet præventivt og retter henvendelser til børn, unge og interessenter i al almindelighed i området, siger Anja Høpfner.

Det er dog ikke den eneste retning, der arbejdes i for at modvirke utryghed i boligområdet. I et samarbejde på tværs af instanser blev borgere og kommunalpolitikere onsdag inviteret til den første af to kvartersvandringer i Avedøre Stationsbyen. På en fire timers vandring i fællesskab med politi, boligforeninger og DSB kunne deltagerne give deres input til, hvordan området bliver bedre at bo i. Næste vandring foregår onsdag den 18. februar og vil foregå efter solen er gået ned, fordi der på denne vandring vil være fokus på blandt andet lysforhold.

- Vi kan som instanser godt have en ide om, hvad der er utrygt og hvorfor det er utrygt, så vi er spændte på, hvad deltagerne mener, siger Anja Høpfner.