Dramatisk kursstigning på schweizerfranc
<p class="urub">Hvidovre Kommune fik indfriet sine lån i Schweiz inden det endte helt galt - men der er endnu et uafklaret spørgsmål</p>
Reaktionen kom nærmest med det samme - kursen på schweizerfranc steg med næsten 40 procent. Kursen faldt efterfølgende igen men endte på et niveau, der betyder, at kursen på schweizerfrancen stadig er knap 20 procent højere end før. Schweizerfrancens himmelflugt betød enorme tab for de kommuner, der endnu har lån i schweizerfranc.
Det har Hvidovre heldigvis ikke længere.
I 2010, 2011 og 2012 fyldte Hvidovre Kommunes lån i schweizerfranc meget i debatten og her i avisens spalter.
At Hvidovre i en årrække - som så mange andre kommuner - havde haft lån i schweizerfranc var ikke problemet. Det var frem til 2012 en fuldt lovlig og anerkendt lånepraksis for danske kommuner at optage lån i fremmed valuta.
Formålet var klart: Ved at låne i eksempelvis Schweiz kunne kommunerne låne til en lavere rente, end hvis kommunen havde optaget et dansk lån.
For Hvidovre var lånene i schweizerfranc en fornuftig forretning i de første mange år. Men omkring 2010 begyndte kursen på schweizerfrancen at stige - og således blev Hvidovres lån dyrere og dyrere.
<p class="mrub">Stort tab</p>
Der gik lang tid før Hvidovre fik besluttet at indfri lånet.
Det gjorde man i januar 2013.
Havde man reageret hurtigere kunne lånet - også på den lange bane - have været en god forretning for Hvidovre Kommune og for borgernes penge. Men heldigvis fik Hvidovre da indfriet lånet - og derfor har den beslutningen i Schweiz i sidste uge ingen betydning for Hvidovres økonomi.
For to år siden lavede kommunen en opgørelse over hele den 15-årige periode, hvor Hvidovre havde lån i schweizerfranc-lån. Alt efter hvordan man tolker den beregning kan der “vælges” mellem et kommunalt tab på mellem 10 og 50 mio. kr.
<p class="mrub">ET hængeparti</p>
Midt i “glæden” over, at Hvidovre Kommune ikke længere er deltager i det risikable lånecirkus i Schweiz, dukker en gammel og endnu uafklaret sag op.
Steen Ørskov Larsen (C):
- Ja - for med til historien hører så, at byens borgmester omkring årsskiftet 2012/2013 “stjal” det Konservative forslag og satte indfrielsen i værk uden om kommunalbestyrelsen - via økonomiudvalget.
Efter min vurdering i strid med reglerne. Det betød, at jeg i starten af februar 2013 udfærdigede en klage over Hvidovre Kommune og borgmesteren til Tilsynet. Jeg har jævnligt rykket for en afklaring siden - senest i november 2014, hvor Tilsynet ikke engang turde give et bud på hvornår man ville begynde at se på sagen!
Efter min opfattelse arrogant, uprofessionelt og en hån mod demokratiet...
Alle i økonomiudvalget mente åbenbart dengang, at de havde kompetencen til at beslutte indfrielsen af kommunens lån i schweizerfranc - hvilket jeg så er absolut uenig i. Hvis Tilsynet har samme opfattelse, så er vi i kategorien “magtmisbrug” - uanset, at vi alle endte med at kunne enes om at Hvidovres lånecirkus skulle ophøre...