Fortsæt til indhold

Klar sejr til Team HK Køge

Arkiv
Per Møller

HÅNDBOLD: Efter kun at have høstet et point i de to seneste kampe i 2. Division, kom Team HK Køge igen ind på vindersporet, da holdet søndag eftermiddag vandt hjemmekampen i Herfølgehallen med 28-20 over Dialalund/Tersløse.
Publikum i Herfølgehallen blev godt underholdt af de to mandskaber, som gik til sagen fra første fløjt, og kampens to dommere havde nok at se til. Der blev givet adskillige to minutters udvisninger til begge mandskaber - hos Køge fik Mathias Brandt tre af slagsen, og tredje gang udløste rødt kort midt i anden halvleg.
Gæsterne kom bedst fra land og førte efter 5 minutter med 3-1, men så fik Team HK Køge fat og kom på 3-3 og så sig ikke siden tilbage. Holdets forsvar fungerede fremragende i første halvleg - og i målet hev Jacob Hvid Hansen en række store redninger frem - bl.a. tre straffekast. Og fremme lynede specielt i første halvleg Nicklas Rasmussen med fire flotte scoringer.
Ved pausen var Team HK Køge foran med 11-7 og den føring blev de første fem minutter af anden halvleg øget til 16-8 og så var den kamp afgjort. Køgenserne holdt otte-måls føringen til sidste slutfløjt og kunne trække sig tilbage med en sikker sejr på 28-20.
Da både IF Stadion og Hvidovre IF - som er Team HK Køges to største bejlere til førstepladsen - også vandt deres kampe i weekenden er stillingen status quo i top 3 hvor IF Stadion og Team HK Køge begge har 21 points mens Hvidovre IF har 19 points.
Målscorerne for Team HK Køge var Brian Ankersen og Nicklas Møller hver 6, Christian Neergaard 5, Nicklas Rasmussen 4, Nicolaj Fabricius 3, Mathias Brandt 2, Jakob Vive og Shan Santos hver 1 mål.
På Team HK Køges udskiftningsbænk var der gjort plads til en debutant - nemlig den nye assistenttræner Thomas Jørgensen som kommer til Køge fra et trænerjob i Team Sydhavsøerne.
- Det var dejligt at starte med en sikker sejr efter en kamp hvor jeg synes vi viste lovende takter. At jeg har valgt her midt i sæsonen at skifte til Team HK Køge er fordi jeg længe har snakket med cheftræner Lars Nedergaard om muligheden - og aftalen blev konfirmeret så sent som lørdag eftermiddag, så det er gået stærkt. Men jeg glæder mig utroligt til at trække i arbejdstøjet. Klubben har store ambitioner og det ville være dejligt om klubben i denne sæson kunne nå det forjættede mål, oprykning til 1. Division. Holdet har i hvert fald potentialet til det, siger Thomas Jørgensen til Lørdags-Avisen.
Med Thomas Jørgensens ankomst får den tidligere assistenttræner Peter Rasmussen friere hænder til at varetage trænergerningen for klubbens andethold i Kvalifikationsrækken.
Team HK Køges næste kamp i 2. Division er på søndag den 18. januar kl. 15.00 hvor holdet på hjemmebane møder Øresund Håndbold. Denne kamp spilles ligeledes i Herfølgehallen da Køgehallen også denne weekend er optaget af andre aktiviteter.
Team HK Køges andethold spillede umiddelbart efterførsteholdets kamp mod VHC/Vidar og vandt med 32-25 og ligger dermed forsat på andenpladsen i rækken.
Klubbens bedste damehold spillede søndag aften topopgør i Herfølgehallen mod Dianalund/Tersløse der vandt med 22-20. Dianalund topper rækken med tre points foran Team HK Køge - men køgenserne har spillet to kampe færre end Dianalund/Tersløse.

Shan Santos kom på scoringstavlen en enkelt gang. (Foto: JCJ).
Der blev gået til "stålet" i opgøret mellem Team HK Køge og Dianalund/Tersløse. Her er det anfører Brian Ankersen der er udsat for en ublid medfart. (Foto: JCJ).