Fortsæt til indhold

Nye pædagoger fejret med afrikansk tema

Arkiv
Arkiv

Fredag dimitterede et nyt kuld pædagoger fra pædagoguddannelsen i Esbjerg. Og deres medstuderende gav dem en varm, afrikansk afsked.

Ca. 600 gæster var på plads, da de nye pædagoger blev sendt ud i verden – bogstaveligt talt. For fejringen tog dimittender og øvrige tilskuere med på rejse til et andet kontinent.

Efter ugelang forberedelse gav uddannelsens 4.-semestersstuderende de færdiguddannede kolleger en storslået fest med Afrika som tema. Musikken kom fra filmen Løvernes Konge, og festlighederne begyndte med en flash mob til nummeret Hey Ya.

Undervejs holdt studieleder Charline Bossen Amdisen sin tale til de nyudklækkede pædagoger. Den handlede om det at flytte sig personligt og drog på den måde sammenligning mellem det at rejse og det at uddanne sig. Charline Bossen Amdisen var selv klædt ud som Karen Blixen og citerede bl.a fra 'Min afrikanske farm'.
"Dette er mit Afrika. Dette er jeres uddannelse, hvor I har foretaget en rejse fagligt og personligt de sidste 3½ år," sagde hun.

Hun påpegede, at de nyuddannede nu optages i 'pædagogstammen' – en stamme med sine egne ritualer:
"Den stamme - den profession - I træder ud i, er præget af mangfoldighed: for at kunne støtte barnet i daginstitutionen, den psykisk sårbare eller den multihandicappede i hans eller hendes rejse i livet skal vi turde udfordre egne antagelser, og vi skal turde samarbejde med hinanden internt i stammen på trods af, at vi repræsenterer forskellige måder at være pædagog på."

Charline Bossen Amdissen måtte lide den tort at blive bortført af en gorilla undervejs i dimissionen, men til alt held blev hun leveret tilbage igen.
Og efter det store show, som også bød på overrækkelse af diplomer, kunne alle vende mentalt hjem fra Afrika og tage hul på en festlig aften ved et veldækket bord på UC Syddanmark i Esbjerg.