Karsten Rieder ansat hos Nybolig Erhverv
Nybolig Erhverv Esbjerg udvider sin medarbejderstab med et kendt ansigt i Esbjergs erhvervsliv.
Det er den tidligere direktør og rektor for uddannelsesinstitutionen Rybners i Esbjerg, Karsten Rieder, der ved det nye års begyndelse er ansat i firmaet med henblik på at indtræde som partner i mæglerforretningen. Det skriver firmaet i en pressemeddelelse mandag morgen.
I efteråret 2014 tog Karsten Rieder sin afsked med uddannelsesstedet, da han med egne ord ikke kunne forlig sig med den måde, som man ville lede 'butikken' på.
Nybolig Erhverv Esbjerg er i dag blandt de førende erhvervsmæglerforretninger i området, og det er med det formål at fastholde og udbygge denne position, at organisationen nu styrkes med Karsten Rieder.
Branchen er bestemt ikke ukendt for Karsten Rieder, der før tiden på Rybners i mange år var ansat som salgschef i både en af landets største banker og ligeledes som salgschef i en af landets realkreditinstitutioner.
Både den nuværende indehaver af Nybolig Erhverv Esbjerg, Kim Damsgaard og Karsten Rieder glæder sig selvsagt til det fremtidige samarbejde.
"Vi har begge en fælles forståelse for, at det er professionalisme, kvalitet og kundefokus, der også fremover skal sikre en god udvikling for virksomheden," udtaler de to samarbejdspartnere i skrivelsen.