Klangfuld aften på Køge Bibliotek
KULTURNAT: Skuespiller Vigga Bro fortæller historier og Birgit Løkke spiller klange med sine specielle instrumenter til Kyndelmisse på Køge Bibliotek fredag den 6. februar.
- Vi glæder os til at byde aftenens gæster indenfor til den traditionsrige midvinterfest, siger bibliotekar Elisa Pretzmann, som sammen med sine kolleger har sammensat aftenens program med øje for både børn og voksne såvel for kolde fingre og trætte ben.
Med en skøn blanding af sang og bodypercussion åbner koret fra Sct. Nikolai Skole Kyndelmisse på biblioteket kl. 18.15 og herefter vil klange, toner og stemmer lyde fra bibliotekets mange forskellige aktiviteter og i caféen i forhallen kan man købe varme og kolde drikke og kage.
Studerende fra MGK Køge uropfører et værk, der tolker Køge i toner og billeder kl. 19.00, Vigga Bros historier og Birgit Løkke spiller på eksotiske instrumenter. Til sammen inspirerer de hinanden i en skøn resonans, som publikum kan opleve kl. 20.00. Kl. 21.15 begynder et musikalsk foredrag om sopranens klang, dertil sidst munder ud i en smuk klassisk koncert.
Det fulde program kan fås på bibliotekerne i Køge Kommune eller ses på bibliotekets hjemmeside www.koegebib.dk.
Med et kyndelmissepas er der fri adgang til alle bibliotekets aktiviteter. Kyndelmissepas sælges for 30 kr. ved indgangen.
pm