Del din idé til Søndre Havnedag
KØGE KYST: Alle med gode ideer, input eller bare engagement er velkomne til opstartsmøde for Søndre Havnedag tirsdag den 10. februar hos Køge Kyst
Søndre Havnedag er årets festdag på Søndre Havn, hvor køgensere i alle aldre samles om et hav af aktiviteter og arrangementer.
De seneste år har flere tusinde taget del i dagen, som arrangeres i samarbejde mellem lokale kulturaktører, foreninger, institutioner, virksomheder og Køge Kyst.
Nu er det ved at være tid til første opstartsmøde for Søndre Havnedag, som i år finder sted lørdag den 22. august.
Alle er velkomne til opstartsmødet hos Køge Kyst tirsdag den 10. februar fra kl. 17.00 til kl. 18.30. Her er det muligt at byde ind med forslag og idéer til alle typer aktiviteter samt melde sig til redaktionsgruppens arbejde med at udvælge aktiviteter og planlægge dagen. Ligesom de foregående år er det muligt at få tilskud til materialer m.v. til aktiviteter og arrangementer.
- Søndre Havnedag er 100 procent båret af de mange lokale kræfter, både foreninger og enkeltpersoner, som lægger tid og kræfter i dagen. Vi håber, at der i år vil være lige så stor iderigdom og entusiasme, som vi har oplevet hidtil – og at såvel nye som ”gamle” har lyst til at være med, siger projektmedarbejder Berit Kingod fra Køge Kyst.
Er du forhindret i at deltage, så send gerne en mail med aktivitetsforslag.
Tilmelding inden 9. februar til 5667 8341 eller bk@koegekyst.dk.
Læs mere om Søndre Havnedag på www.Køgekyst.dk – og følg Køge Kyst Byliv på Facebook.com/kkbyliv.
pm