Fortsæt til indhold

Det er blevet lettere at skifte betalingskort på rejsekort.dk

Arkiv
Arkiv

TRANSPORT: Tidligere var det bøvlet at skifte betalingskort på rejsekort.dk, hvis dankortet eller visa/dankortet var blevet udskiftet, spærret eller lukket, og den automatiske tank-op-aftale derfor ikke længere virkede.
Det er der nu rettet op på. På www.rejsekort.dk er det nu muligt at ændre betalingskortet direkte på hjemmesiden.
Dermed sparer kunderne tid på at henvende sig til Rejsekort Kundecenter eller følge den hidtidige tunge procedure på rejsekort.dk. En ordning som blandt andet involverede to besøg på en nærliggende station med minimum 24 timers mellemrum, hvilket Rejsekort har været kritiseret for.
- Vi er glade for at kunne imødekomme de kunder, der har fundet det besværligt at udskifte deres betalingskort. Den nye funktionalitet på rejsekort.dk gør det lettere at udskifte de betalings- og kortoplysninger, som er tilknyttet ens rejsekort. Ganske som man kender det fra andre hjemmesider, hvor man har tilknyttet en betalingsaftale, siger Bjørn Wahlsten, administrerende direktør, Rejsekort A/S.
Når man har ændret sit betalingskort på rejsekort.dk, vil det virke på tank-op-aftalen, næste gang man bruger sit rejsekort. Man skal dog være opmærksom på, at der kan gå op til 5 timer, før tank-op-aftalen virker på en station og op til 24 timer, før den virker i en bus.
pm