Sammenlægning af sparekasser godkendt
Dan Jensen
Et enigt repræsentantskab i Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse sagde onsdag aften ja til at blive lagt sammen med Sparekassen Kronjylland, og i går kom så godkendelsen fra myndighederne.
Sparekassen Kronjyllands administrerende direktør Klaus Skjødt er glad for, at det hele nu er faldet på plads.
Han siger, at sammenlægninger og opkøb skal gøre sparekassen stærkere.
- Med denne sammenlægning bliver vi også stærkere, og samtidig har vi planer om at udvide området med afdelinger i Esbjerg, Kolding og Vejle. Derudover er den kapitalmæssige belastning af sammenlægningen begrænset, og vi har eksempelvis fortsat en relativ lav landbrugsandel af vores samlede udlån, siger Klaus Skjødt.