"Jeg glor egentlig alt for meget på en skærm"
Ugens Profil er Lars Guldager Dyhr
Navn:
Lars Guldager Dyhr
Alder:
35 år.
Familie:
To raske knægte, Aksel og Alfred, på fem og to år og ikke mindst min markant bedre halvdel Stine.
Job:
Indehaver af Dyhr Media og Dyhr Sport Media, der blandt andet udgiver Danmarks største rejsemagasin check-in Billund samt det nye fodboldmagasin Alka Superliga. Desuden manager for speedwaykøreren Niels-Kristian Iversen samt pressechef i Esbjerg Motorsport. Forfatter til bogen Økuller - 11 dejlige danske øer.
Hvad ser du helst på TV?
Jeg glor egentlig alt for meget på en skærm, men jeg sætter meget pris på en gang ræs eller en god fodboldkamp. Ellers er det alt fra sjove tv-serier til seriøse dokumentarer, og så er jeg helt vildt med serien House of Cards, som giver et næsten skræmmende billede af amerikansk politik.
Hvad var det første du ville købe med 7 rigtige Lotto-tal?
Så ville jeg tage på nogle eksotiske rejser. Argentina er en stor drøm, og i det hele taget ville jeg bruge pengene på oplevelser. Jeg kommer alligevel ikke til at fortælle børnebørnene om fladskærmen, så hellere få nogle fantastiske minder.
Hvis du skal lave mad, serverer du som regel…?
Jeg laver en led gang chili con carne, som gerne skal have masser af tid og kærlighed. Det eneste problem er, at jeg som regel er mæt, når det er spisetid, fordi den skal smages til undervejs.
Hvad kan gøre dig rigtig vred?
Jeg bliver decideret pigesur, når jeg spilder min tid. Det kan være på unødigt regelrytteri, eller hvis jeg skal kigge på en fancy præsentation, der dækker over manglende indhold. Så hellere byde ind med noget konkret, som kan bruges til noget, og der undlader jeg ikke at give min mening til kende.
Hvad drømte du som barn om at blive som voksen?
Som så mange andre drenge ville jeg gerne være fodboldspiller og ellers sportsjournalist, så på en eller anden måde er det ikke skudt helt forbi. Selvom de største sportslige præstationer begrænser sig til 239 kampe i Ansager IFs hvide trøje.
Du har dit eget firma. Hvorfor lige det?
Først var det lidt en tilfældighed. Da EfB rykkede ud af Superligaen var vi nogle stykker, der skulle finde nyt arbejde, men jeg fik hurtigt Billund Lufthavn som kunde, og så har det ellers bare taget fart derfra. Nu er jeg selvstændig, fordi det er spændende, men jeg har ikke som sådan et ønske om, at jeg absolut skal være selvstændig. Jeg vil altid gå efter interessante projekter, og så er det ikke så afgørende, om det er i min egen virksomhed.
Hvad vil du opnå med dit firma?
Jeg vil have en sjov og spændende arbejdsdag. Det sker blandt andet ved at starte nye projekter, og det er fedt at se, når vi kan stable noget på benene. Jeg har ikke som sådan et decideret økonomisk mål, selvom jeg da har lagt budgetter, som vi gerne skal overholde.
Har du en sjov episode fra dit arbejdsliv?
Jeg vil tro, at dem der cyklede forbi kontoret på Torvet i Ansager fik sig et billigt grin, da vi fik aftalen på plads med det nye Superliga-magasin, fordi der blev danset og krammet til den store guldmedalje. Ellers er det noget med, at jeg altid skal prøve et eller andet mærkeligt, når jeg er ude at rejse, og det gælder også mad. En hel frø er blandt de mere spøjse smagsoplevelser, men den var faktisk forbløffende lækker.
Hvem kan få dig til at grine?
Mine venner og min kone - de deler nok min lidt specielle humor.
Hvilken historisk person ville du invitere på middag?
Ernest Hemingway. Jeg ville ydmygt prøve at score et par skrivetips, sidde åndeløs og høre på rejsefortællingerne og nok også skåle en gang eller to med ham. Det kunne kun blive festligt.
Hvad ønsker du dig i fødselsdagsgave?
Der kommer nok til at stå strømper på ønskesedlen, men ellers er det hyggelige oplevelser med familien. Jeg mangler ikke det store, og så vil jeg helst bare lave noget sammen med dem.
Hvem er din største inspirationskilde?
Jeg har ikke en, jeg lige kan pege på, men henter gode ting hos mange forskellige. Det kan være en journalist, der skriver vildt godt, men også bare folk, der er dygtige til deres arbejde. Jeg har en god ven, der er forsker, og det er vildt at se, hvordan han arbejder, selvom jeg dybest set ikke begriber, hvad det går ud på. Og så har jeg andre venner, som laver helt andre ting på et lager eller i en produktion. Hvis folk går op i det, de laver, så er det lige meget, hvad det er, bare de bringer begejstring, og så kan man som regel lære noget.
Hvad vil du gerne bidrage med i Varde Kommune?
At være en aktiv del af livet både som privatperson og som virksomhedsejer. Jeg kan godt lide både at træne min søns fodboldhold, og hvis jeg kan skabe en arbejdsplads eller to mere, så vil det være fedt. Jeg tror på, at vi får et bedre samfund, hvis vi tager lidt del i fællesskabet.
Har du en dårlig vane – hvis, hvilken?
Jeg kaster mig tit ud i nye ting, og en gang imellem skal jeg huske at træde lidt på bremsen. Det øver jeg hele tiden på, og en gang i mellem lykkes det også.
Hvordan tilbringer du helst en fridag?
Jeg vil gerne ud og opleve noget, så vi tager nok en udflugt, og ellers er det altid en fornøjelse at nyde områdets gastronomi. Vi har mange gode spisesteder her i kommunen, og jeg er også i gang med en ny bog om vestjyske specialiteter.
Hvad er din drømmebil?
Jeg har lige omtrent minus forstand på biler, men Audi laver da nogle flotte biler. Lige nu er jeg dog glad for vores Opel Astra, hvor der er plads til ungerne, og jeg får nok alligevel ikke lov til at købe en dyr bil, fordi jeg lige har lavet en skramme, og så kom jeg også til at tegne en streg med kuglepen i loftet.
Har du et motto?
Hvorfor halvflugte, når du kan helflugte. Man kan lige så godt give bolden en på nakken, når man nu alligevel forsøger sig.
Hvad er du mest glad for i dit hjem?
Vores køkken, som er det største rum i huset. Der er vi altid. Jeg ser også frem til at få terrassen tilbage. Den er lige pillet op, fordi vi er ved at bygge lidt til, og den er altid flittigt brugt om sommeren.
Hvad kan du ikke?
Jeg kan ikke hænge et billede op, så det er fruen, der klarer den slags.
I det hele taget er jeg ikke praktisk anlagt, og det må betegnes som en af menneskehedens store gåder, at jeg på et tidspunkt har ernæret mig ved at lave vinduer.
Hvem fortjener en pris?
Helt klart min kone, og det siger jeg ikke kun for at få bonuspoint. Hun er en tålmodig sjæl, men ellers er det alle de mennesker, der hjælper andre, uanset om de er fra Ansager eller Afghanistan.
Er du konkurrence- menneske?
Både og. Jeg konkurrerer nok mest med mig selv, for jeg er overhovedet ikke misundelig på andres succes, men jeg vil gerne prøve at bygge lidt på hele tiden i alle livets aspekter.
Hvor vil du gerne rejse hen på ferie?
Argentina er som sagt en ønskedestination, men jeg har mange steder, som jeg skal opleve. Seychellerne ser fantastiske ud, men jeg skal helt sikkert også tilbage til Cuba på et tidspunkt. og så har jeg heller aldrig været på Ærø.
Hvad var det første du tænkte på i morges, da du slog øjnene op?
Lige 10 minutter mere. Jeg er på ingen måde morgenmenneske, men derefter var det noget med, at vi da egentlig får ret travlt i januar, hvor vi skal have lavet fire forskellige magasiner, der alle skal udkomme i februar.
3 tillægsord, dine venner ville bruge om dig?
Forhåbentlig hjælpsom, sjov og betænksom - men nogle gang tænker de nok også travl, lidt distræt og motorisk ubehjælpsom.
Hvad optager dig mest i øjeblikket?
At 2015 ser ud til at blive et fedt år. Jeg glæder mig helt vildt, fordi der kommer til at ske så meget, og jeg er sikker på, at der venter flere spændende ting, som jeg slet ikke har tænkt på endnu.
Når vi siger Varde Kommune, tænker du…?
Et godt sted at leve, hvor vi kan rigtige mange ting.
Vi har det jo egentlig meget godt, og det er et dejligt sted for familier. Vi har heldigvis en kommune og et erhvervsråd, som har en stærk vilje til hele tiden at udvikle sig, og jeg synes, at det er en spændende kommune at leve i.