Musik på en seng af møbler
Cecilie Noer arbejder som musiker, møbeldesigner og mor
Nogle mennesker er født med en særlig evne til at holde mange bolde i luften på en gang.
Cecilie Noer, der er født i Borup og opvokset i og omkring Roskilde, synes at være netop sådan en person.
Hun er mor til to og sammen med sin mand, Daniel, driver hun virksomheden Øje-blik, der laver designermøbler på bestilling.
Men på samme tid har hun skabt plads i kalenderen til at skrive og udgive et album, mens hun desuden studerer på Københavns Universitet.
- Det er mange ting, der skal holdes styr på, men jeg kan godt lide det, fortæller Cecilie Noer fra familiens lejlighed i Roskilde, hvor hun har inviteret Roskilde Avis forbi til en snak.
- Heldigvis er jobbet med møblerne ret fleksibelt, og børnene er efterhånden blevet så store, at de går i børnehave og skole, tilføjer hun.
Musik født i døden
Uanset hvilket skema man følger, er det ikke bare tid, der skal til for at tage sig sammen til at sende sine musikalske udfoldelser på gaden.
I hvert fald en smule mod skal der til for at turde lade andre lytte til og dømme de toner, man har slavet over.
Selvom Cecilie Noer er vokset op i en musikalsk familie, hvor hun ofte i sin barn- og ungdom optrådte med sin konservatorieuddannede far, lå det ikke umiddelbart i kortene, at hun ville udgive et album.
Hun har dog en erklæret kærlighed til musikken, og igennem årene oplevede hun, at mange mennesker fortalte hende, hvor meget de holdt af hendes stemme, hvilket satte gang i tankerne.
I sidste ende ligger der dog en anderledes eksistentiel årsag til grund for, at Cecilie Noer nu udgiver sin musik.
- Jeg rejste rundt og spillede med min far på hospices og kræftafdelinger rundt omkring på Sjælland.
- Det var en stor oplevelse, og jeg blev mere opmærksom på døden, hvilket fik mig til at tænke på, at man ikke skal holde sig tilbage, for man har kun dette liv, fortæller musikeren.
Forskellige slags rigdom
Før musikken gjorde sit store indtog i Cecilie Noers liv var hun på en meget anderledes sti.
Hun var i færd med at uddanne sig på Handelshøjskolen i København.
Cecilie Noer nåede at tage sin bachelor, men valgte at droppe resten af uddannelsen, så hun kunne hellige sig takter og toner.
På det tidspunkt kunne hun kun synge, men Cecilie Noer gjorde plads til tre timers daglig øvning på guitar og klaver, og i dag spiller hun begge dele.
Med tiden kom lysten til at uddanne sig tilbage, og oveni alle de andre projekter, er Roskilde-kvinden nu også i gang med tredje semester på Københavns Universitets musik-uddannelse.
- Jeg elsker at lave musik, og uddannelsen på KU giver nogle goder værktøjer, fortæller hun og fortsætter:
- Jeg er nemlig nødt til at indrømme, at jeg som udgangpunkt er rig på det kunstneriske niveau men fattig på det musikalske håndværk.
Møbler tager bekymringerne
Bag ved alle de musikalske udskejelser ligger så møbelfirmaet Øje-blik.
Firmaet opstod i forbindelse med, at Cecilie Noer bad sin mand om at lave et bord til deres hjem, fordi hun ikke kunne finde det rigtige i butikkerne.
Husbonden skuffede ikke, og da de senere skulle sælge det første bord, fordi han havde lavet et nyt, oplevede ægteparret en enorm interesse for bordet. Nu bruger de ofte tid på at gå rundt i Roskilde og omegn for at samle inspiration, som de omdanner til borde, divaner og lignende, der sælges over parrets hjemmeside.
Cecilie Noer har altså fuld knald på alle blus, og for hende fungerer det godt.
- Jeg ved ikke, om jeg kommer til at satse på møblerne eller musikken i fremtiden, for jeg nyder virkelig at lave begge dele og vil bare fortsætte med at arbejde som selvstændig.
- Men det er rart at have begge ting, for møblerne betyder, at jeg ikke behøver at spille koncerter, som jeg ikke gider, eller bekymre mig om pladesalg, siger hun.