Indfører præventiv saltning
Bent Larsen
Den 19. december indførte Norddjurs Kommune som et forsøg præventiv saltning af de såkaldte kategori2-veje, når der er udsigt til glatføre.
Tidligere havde man i Norddjurs først sendt saltbilerne ud på de lidt mindre veje, når der var konstateret glat føre.
Men allerede nu gøres ordningen permanent. Miljø- og Teknikudvalget har på dets møde i denne uge besluttet at fortsætte med præventiv saltning, hvilket kan gøres inden for det eksisterende budget.
Erfaringerne har nemlig vist, at en præventiv saltning ofte kan erstatte en senere saltning, når glatføre er konstateret.