Fornuftigt årsskifte hos politiet
Udover småting har der ikke været travlhed hos politiet i Varde henover årsskiftet
Nytåret i Varde Kommune blev forholdsvis rolig i Varde Politikreds.
”Udover småting som sprængte postkasser og en rude i en indgangsdør, var det ikke det store vi var ude til,” fortæller Ken Glavind fra politiet i Varde.
Fem postkasser og en enkelt rude blev sprængt itu.
Her er en gennemgang over hændelserne.
- Nytårsaften blev brandvæsenet kaldt ud til Birkevej i Oksbøl. Et varmetæppe i soveværelset var blevet selvantændt og der var røgudvikling i huset.
- Nytårsaften blev der udøvet vold på trinbrættet på Frisvadvej i Varde. En person var blevet slået 15-20 gange af to gerningsmænd.
- På Rottarpvej ved Outrup er der udøvet hærværk mod en bil og en hoveddør, som begge er oversprøjtet med spraymaling.
- På Solvænget i Ølgod har en mand sparket et sidespejl af en parkeret bil. Politiet ved, hvem gerningsmanden er.
- På tømmerpladsen i Varde har ukendte gerningsmænd væltet en Fiat Punto om på siden.
- En 22-årig mand fra Billum endte i grøften efter at han i bil stak af fra politiet. Han havde stjålet dieselolie fra tre lastbiler.
- Der har været indbrud i 11 kælderrum på Vinkelvej i Varde
- Fyrværkeri sprang på forsædet i en bil på Solbakken i Skovlund ved Ansager da bilens 39-årige fører ville antænde det. Bilens fører blev med helikopter fløjet til Odense Universitetshospital og indlagt med forbrændinger på kroppen.