Køge U/14 basket-piger i pokalfinalen
Møder lørdag den 10. januar kl. 10.30 Åbyhøj i Solrød Idrætscenter
BASKETBALL: For første gang er Køge Bugt Basketball Klub - KBBK - repræsenteret i en pokalfinale – og ikke overraskende er det klubbens dygtige U/14 piger, der målrettet går efter trofæet.
Pigerne kommer med en flot placering fra Lundaspelen i Sverige, hvor de fik en delt tredjeplads - iøvrigt samme placering som deres aktuelle modstandere fra Åbyhøj i pokalfinalen.
Alle ungdoms-pokalfinaler spilles i år i Solrød Idrætscenter, og der er gratis entre for alle interesserede. Det gør det ekstra attraktivt for de lokale Køge Bugt-spillere, der håber, at rigtig mange vil finde vej og heppe på dem.
Kampen spilles lørdag den 10. januar klokken 10.30, og pigerne har brug for al den opbakning, der kan rejses.
De skal møde de stærke piger fra Åbyhøj, der kommer til Solrød som forsvarende pokalmestre, men forhåbentlig vil det lykkes de lokale basketball-piger at ændre på den status efter kampen lørdag.
Formand for KBBK Morten Dam er da også spændt og stolt over at have et hold, der er nået så langt i pokalturneringen.
- For en nystartet klub som vores er det jo den bedste reklame og imponerende, hvor hurtigt vi i KBBK leverer resultater, og så er det ikke mindst en stor cadeau til de dygtige U/14 piger, der knokler tre, fire og fem gange om ugen med træning og kampe – de har i dén grad fortjent det, siger Morten Dam.
Nu vil pigerne fra Køge Bugt BK vise, at pokal trofæet hører til i Køge – og det er ikke uden en vis grad af pondus, at KBBKs pigerne siger det.
De har adskillelige gange bevist deres værd, og de er stadig sultne efter sejr. P.t. ligger pigerne på førstepladsen i Mesterrække-turneringen, hvor de er ubesejrede i alle ni kampe, holdet har allerede vundet to stævner i indeværende sæson – og så må man tage hatten af for den overordnede målsætning, som er at vinde alt, hvad de deltager i.
Sæsonens tre overordnede mål i denne sæson er ifølge cheftræner Brian Rimdal at vinde pokalturneringen, vinde DM og få medaljer til NM i Stockholm i påsken.
- Vi er nu nået til finalen som det første delmål, og det skal blive spændende at måle sig med Åbyhøj, der sidste år vandt pokalturneringen og som to år i træk har vundet sølv ved NM i Stockholm. Det er to hold, der står godt til hinanden, så jeg tror, det bliver en tæt kamp. Forhåbentlig kan den lokale opbakning fra tilskuerne give os en lille fordel, siger træner Brian Rimdal.
pm