Fortsæt til indhold

Magnetmænd i iværksætterfælde?

Brødrene Kejser har satset alt på prototype og patent. Nu er pengene brugt, og hjælpen venter ikke lige om hjørnet

Arkiv
Grethe Bo Madsen

iværksætter Hvis man har sat sig for at udfordre tyngdekraften, så skal det måske også være lidt op ad bakke.
Alligevel er iværksætterbrødrene Kenneth og Kejser forundrede over, at hjælpen var så let at få, dengang de bare havde en god ide om “svævende” hylder, men meget svære at hive i land nu, hvor de har prototype og patent i hus, men pengekassen er ved at være tom.
Potentialet i deres produkt er ellers til at få øje på. Med ultra-stærke magneter har de skabt et hylde- og inventarsystem, der gør det muligt for virkesomheder at spare både tid og penge til håndværkere, når der skal ændres i indretningen eller laves nye udstillinger.
Med deres magnetbaserede system gøres det let og på rekordtid. Systemet indeholder både hylder, bøjlestænger, magasinholdere og skuffer. Med en magnetisk folie kan man få lige præcis den bagbeklædning, man ønsker. Den kan samtidig hurtigt skiftes ud igen, når der er behov for det.

Udvikling på stand by

Hos de to brødre står nye ideer til systemet i kø, men på stand by, fordi de nu er nødt til at koncentrere sig om at opbygge ny kapital - ikke via deres firma Mag'n'Move, men som lønmodtagende håndværkere. For banken har nemlig sagt stop, og det frustrerer.
“Det er svært at få hjælp, når man er nået der til, hvor vi er nu. Vi har vores patent og vi har et godt sted, hvor vi kan få hylderne produceret. Men det kræver også kapital at sætte en salgs- og markedsføringsstrategi i værk og føre den ud i livet. Nu, hvor vi skal i gang med det, vil banken ikke låne os mere. De skal se noget på bundlinjen ellers er der lukket for kassen,” konstaterer Kasper Kejser, der finder det paradoksalt, at de kunne låne til prototype og patent, men ikke til at komme videre der fra.

“Kan det holde?” lyder spørgsmålet tit til Mag’n’Move-brødrene Kenneth og Kasper Kejser. Og ja, det kan i hvert fald bære en voksen mands vægt.

Typisk iværksætterproblem

“For mig at se er vi røget i en typiske iværksætterfælde. Vi har brugt alt hvad vi ejede på at få skabt en prototype og sikre os et patent. Nu, hvor vi står og er klar til at markedsføre vores produkt, er pengekassen tom, og hjælpen ikke længere til at få øje på,” konstaterer Kenneth Kejser, der fik ideen til de magnetiske hylder, da storebror Kasper havde brug for mere plads i køkkenet.
“Det begyndte som en ide til, hvordan man kunne få hylder udenpå køleskabet, men da vi først kom i gang, kunne vi hurtigt se, at der var et meget større potentiale i den ide,” fortæller han.

Lille firma - stort potentiale

Og det er de ikke ene om. Derfor har de undervejs i udviklingen af en prototype og til at søge om patent fået hjælp fra Væksthus Midtjylland og Teknologisk Institut. Og den hjælp er de taknemlige for.
“Men vi er håndværkere med en god ide. Vi har ikke lært om salg og markedsføring. Når vi henvender os på jobcenteret for at få hjælp, bliver det pludselig meget bøvlet. Som vi forstår det, så går der arbejdsløse rundt, som ved en masse om markedsføringsstrategi og digitale medier. Det ville da være en ren win-win situation, at lade dem få noget praktisk erfaring ved at hjælpe os i en periode,” mener de.