Fortsæt til indhold

Køser forlænger med SønderjyskE

SønderjyskE har fået papir på Kasper Køser i yderligere to år

Arkiv
Mikkel Hansen

SønderjyskE Herrehåndbold kommer til at nyde godt af Kasper Køsers kvaliteter i yderligere to år.
Venstrebacken har nemlig netop forlænget sin kontrakt med klubben for yderligere to sæsoner.
"Det er dejligt, at vi allerede nu har fået tingene på plads, og ikke mindst glæder jeg mig over at jeg kan koncentrere mig 100 % om at levere varen for klubben og vores fantastiske publikum," siger Kasper Køser, der har været i klubben siden 2013.
"Jeg føler mig godt tilpas i SønderjyskE, der har nogle holdninger og værdier, som jeg kan stå inde for. Vi har et stærkt hold, som også kan spille med om de sjove placeringer i tabellen og i et kommende slutspil. Det vil jeg gerne være en del af. Jeg glæder mig til, at der fløjtes op efter VM pausen i Broager Sparekasse Skansen. Det er en oplevelse at spille hver eneste gang med flere end 2.000 ellevilde tilskuere i ryggen," lyder det fra Kasper Køser.
Også SønderjyskE-træner Morten Henriksen glæder sig over forlængelsen.
"Kasper Køser fik mildest talt en uheldig start i SønderjyskE, hvor han var ude i det meste af den første sæson. Han knoklede på med genoptræningen, og kom rigtigt godt igen.
Han har udviklet sig flot hos os, hvor jeg især vil fremhæve fremgangen på forsvarsspillet.
Han har et fantastisk skud, og ikke mindst besidder han et utroligt krigerinstinkt, som vi til tider har savnet hos truppen i denne sæson," siger Morten Henriksen.