Vært for endnu et veteran-mesterskab
Bent Larsen
Helligåndshuset i Randers bliver i vinterferien indtaget af et halvt hundred skakspillere til DM for seniorer. Flere tidligere koryfæer, som i deres unge dage har vundet mesterskab på mesterskab, stiller op.
De aldrende skakmestre holder hjernen frisk ved stadig at rykke brikkerne rundt på brættet.
Randers har efterhånden været vært for flere store veteran-mesterskaber. Både inden for motocross, bordtennis og cykling har der inden for de sidste år været afholdt enten EM, NM eller DM for veteraner.
I en hel uge vil omkring 50 spillere kæmpe om at gøre modstanderen skakmat. Den samlede vinder i hver klasse får foruden æren en rejsepræmie til en værdi af 6.000 kroner.