800 virksomheder bliver spurgt om deres behov
Dan Jensen
Jobcenter Randers er i øjeblikket i gang med at lave en ny strategi for deres samarbejde med og servicering af det lokale erhvervsliv.
I den forbindelse bliver lokale virksomheder spurgt om, hvad de har behov for.
Jobcentret sender et spørgeskema til godt 800 lokale virksomheder for blandt andet at blive klogere på, hvad virksomhederne mener om samarbejdet med jobcenteret i dag og, hvad de forestiller sig at få brug for i fremtiden.
Beskæftigelsesreformen, som trådte i kraft ved årsskiftet, lægger op til, at jobcenteret udvider sit serviceberedskab til virksomhederne. Og det er baggrunden for, at jobcenteret revurderer sin virksomhedsstrategi netop nu.