Stor studieglæde på akademi
En stor national undersøgelse viser, at studieglæden er i top på Erhvervsakademiet
Erhvervsakademi SydVest i Esbjerg har landets mest tilfredse studerende.
Det viser en helt ny national undersøgelse fra analysebureauet Ennova, der har taget temperaturen på studieglæden blandt 20.000 studerende på 11 danske uddannelsesinstitutioner.
Målt på studieglæde og uddannelsens udbytte er Erhvervsakademi SydVest Danmarks bedste uddannelsesinstitution. I hvert fald når det kommer til uddannelsesinstitutioner, der udbyder erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser.
Akademiet ligger på alle tre parametre – studieglæde, udbytte og loyalitet – højere end landsgennemsnittet.
Stolthed og fremgang
Resultaterne i den nye undersøgelse glæder rektor på Erhvervsakademi SydVest Henrik Larsen.
“Vi er meget stolte af, at vi er det erhvervsakademi i landet med de mest tilfredse studerende. Vi har fået skabt et fantastisk studiemiljø, stærke relationer til erhvervslivet og et bredt udbud af uddannelser, hvilket nok er baggrunden for vores succes,” siger Henrik Larsen, der også glæder sig meget over, at skolen på visse punkter - bl.a. ledelse og studiemiljø faktisk scorer højere end ved en lignende undersøgelse i 2013
“Vi er inde i en positiv udvikling, og det er glædeligt, at de studerende også har den oplevelse. Den gode feedback motiverer os naturligvis yderligere i forhold til at skabe de bedste rammer,” siger Henrik Larsen.
Opgjort på uddannelser er det erhvervsakademiuddannelserne som installatør, datamatiker og laborant, der får de bedste karakterer i undersøgelsen. Generelt for alle uddannelsesretninger er, at der er i undersøgelsen er roser fra de studerende, når det kommer til inddragelsen af erhvervslivet i undervisningen.
“Vi har mange undervisere, der har erfaringer fra erhvervslivet. Det betyder, at de er gode til at inddrage konkrete eksempler fra virkeligheden i undervisningen. Det gør det nemmere at koble teori og praksis, siger Anders Sølbæk Olsen, der læser til Installatør på Erhvervsakademi SydVest.