Intet at skjule om elitestøtten
Roskildes sportsminister undrer sig over V-leders krav om redegørelse og foreslår ham at tale med partiets egne udvalgsmedlemmer
- Vi har intet at skjule i sagen om, hvorfor Roskilde Håndbold ikke længere får elitestøtte i lighed med fodbold og bordtennis. Alt er gået rigtigt til, og et stort flertal i vores udvalg har truffet en demokratisk beslutning, siger den lokale sportsminister Birgit Pedersen (SF). Formanden for Kultur- og Idrætsudvalget undrer sig derfor over, at Venstres leder i Byrådet Bent Jørgensen nu har stillet krav om en redegørelse for at undersøge, om alt er gået rigtigt til. - Vi har allerede lavet en redegørelse om sagens forløb. - Men Venstres to medlemmer i udvalget, Evan Lynnerup og Marianne Kiærulf, var jo også enige i beslutningen. Hvorfor spørger Bent Jørgensen ikke dem først, så kunne han helt sikkert få en fornuftig forklaring? - Lige nu virker det i stedet, som om Bent Jørgensen med villig hjælp fra andre skyder på alt muligt, fordi han ønsker at skabe et billede af, at noget ikke er gået rigtigt til.
Fokus på færre
Birgit Pedersen forklarer, at Kultur- og Idrætsudvalget til sit møde i november fik en indstilling fra et Eliteudvalg med tre sagkyndige, om at det reducerede beløb til elite-støtte i fremtiden kun skulle gives til bordtennis og fodbold – og ikke længere også til håndbold – hvis det skulle fungere for alvor. Ved at sætte fokus på færre skulle det give større virkning - Et stort flertal i vores udvalg var enige i den indstilling, og derfor blev den vedtaget. Jeg kan ikke se noget mystisk eller mærkeligt i, at et politisk udvalg, der er nedsat af byrådet, laver sådan en prioritering. Det er jo vores opgave.
Ros til håndbolden
- Så kan man være enig eller uenig i udvalgets beslutning. Det er fair nok – men ikke det samme, som at der skulle være sket noget ulovligt eller udemokratisk, fortsætter Birgit Pedersen. Hun roser Roskilde Håndbold for klubbens opførsel i sagen. - Trods deres forståelige skuffelse har de ikke deltaget i nogen offentlig mudderkastning, mens andre nu prøver at slå politisk mønt på sagen, siger Birgit Pedersen. tk