Kampen sat ind mod vandet i Jyllinge
100 beboere hjalp brandvæsnet med at lægge diger og sandsække ud
Foto: Erling J. Pedersen
Stormen ruskede allerede godt i træerne og skummet på bølgerne dunkede højt og hvidt i fjorden, da omkring 100 Jyllingebeboere fredag middag mødte op for at tage kampen op mod vandmasserne fra fjorden.
De var samlet for at få besked om situationen og for at hjælpe beredskabet med at sikre områdets huse mod oversvømmelse på grund af den varslede stormflod, der indtil videre ventes at få fjordvandet til at stige med 1,27 i løbet af lørdag aften.
Vandet følger i hælene på stormen Dagmar, der fløj over den danske grænse fredag eftermiddag.
Flere af de fremmødte prøvede for lidt over et år siden, at miste næsten alt, hvad de ejede, da vandet sidste gang oversvømmede omkring 300 boliger i Jyllinge Nordmark.
I modsætning til december 2013, hvor mange ikke havde forventet at få vand i kældre og stuer og derfor ikke havde forberedt sig væsentligt, tog de denne gang situationen meget mere alvorligt og forsøgte at stå imod vandmasserne.
Kan klare 1,5 meter
Borgmester Joy Mogensen var mødt op i gummistøvler for at give de hårdt prøvede beboere opbakning. Hun indledte mødet med rusk i håret og ordene:
- Det er godt, det blæser fra den side i dag, så I kan høre, hvad jeg siger.
Ordene blev ganske rigtigt blæst den rigtige vej, til gengæld betød det, at vandet sandsynligvis igen strømmer ind i huse og haver, hvis ikke, der blev sat diger op.
Konstitueret brandchef Lars Robertje fortalte, at når alt var gjort klart, kunne diger og sand holde vandet ude, hvis det holdt sig til at stige 1,5 meter.
Hvis vandet stiger endnu mere, træder plan b i kraft.
Reddes hvad reddes kan
Efter introduktionen blev arbejdshandskerne trukket frem, og man gik i gang med at forberede sig på stormfloden.
Nogle hjalp ved kysten, mens andre gik hen til Værebro-åen, som også kommer til at løbe kraftigt over bredderne. Atter andre skyndte sig hjem for at redde, hvad de kunne fra deres nyinstandsatte hjem.
Lørdag klokken 12 kan man igen hjælpe til med at sætte beskyttelse op.
I kortene til artiklen kan man se, hvor der bliver lagt diger ud.
På www.dmi.dk/hav/Maalinger/vandstand/ kan man følge med i vandstanden i fjorden.
ag@roskildeavis.dk