Fortsæt til indhold

De socialt udsatte går på kur

Arkiv
Arkiv

De Hjemløses Venner inviterer 7. januar 2015 for fjerde gang til nytårskur, hvor kommunens udsatte og hjemløse inviteres til spisning og hygge. Det foregår vanen tro i Musikhuset Esbjerg, og direktør Torben Seldrup glæder sig til at se en masse glade mennesker:
"Det er selvfølgelig trist, at behovet for at hjælpe de udsatte og hjemløse aldrig har været større, men når det skal være, er vi glade for at kunne støtte et arrangement, der giver mennesker, der ikke har det let i hverdagen, en god eftermiddag. Man bliver glad i låget af at kunne hjælpe på den måde," siger Torben Seldrup.
Lars Erik Johansen fra De Hjemløses Venner åbner festen klokken 17.00.
"Sidste år havde vi 250 med til nytårskuren, og vi forventer, at der kommer lige så mange i år. Og man skal ikke spekulere over, om man nu er trængende nok. Vi afviser ingen i døren – alle er velkomne," lover han.
Programmet ser således ud: 17.00: Velkomsttale ved Lars Erik Johansen. 17.00-18.00: Spisning. 18.00-19.00: Underholdning ved Jacob Haugaard, Pensionistorkesteret og What Band.