Snuppede nøglen fra fuld mand
Anette Gundlach
En 67-årig mand fra Roskilde valgte søndag aften at sætte sig fuld bag rattet. Det bemærkede en mand på en tank på Landevejen i Kirke Såby. Han havde bemærket, at den 67-årige lugtede stærkt af alkohol. Derfor tog han nøglerne fra den berusede og ringede til ordensmagten.
Politiet anholdt manden og sigtede ham for spirituskørsel. Ved samme lejlighed anholdt politiet hans passager, en 47-årig kvinde fra Hvalsø, fordi hun lavede så meget postyr. Den 67-årige blev løsladt efter at have fået taget en blodprøve, mens kvinden kom i detentionen.