Landskendt restaurant er gået konkurs - igen
Den omtalte Restaurant Vejlegården formåede ikke at få økonomien på plads
Den tidligere så omtalte Restaurant Vejlegården er gået konkurs.
Bestyrelsesformand Jette-Lis Christensen har indgivet konkursbegæring og indstillet driften.
Personalet fik besked fredag, oplyser køkkenchef Amin Skov. Han var i sin tid forpagter af restauranten, da den faglige konflikt med 3F brød ud i lys lue og forvandlede restauranten til en kampplads for forskellige fagforeningssyn og politiske markeringer.
Siden gik restauranten ned, men genopstod som anpartsselskab, hvor den tidligere forpagter blev ansat som køkkenchef. Men også det er slut nu. Og det ryster den ellers urokkelige Amin Skov.
“Vi skal lige komme os over det. Nu har vi brugt weekenden til at sove på det, men hovedet er stadig fuld af tanker,” siger Amin Skov.
Hverken han eller hans hustru, som også var tilknyttet restauranten, har endnu besluttet sig for, hvad de vil lave i fremtiden.
For nylig tabte Amin Skov en retssag, hvor han krævede millionerstatning for fængsling i forbindelse med en sag om brandstiftelse på restauranten. En sag, hvor sigtelsen mod ham blev frafaldet.
Formand: Det er trist
Jette-Lis Christensen, der er formand for Restaurant Vejlegaarden ApS, har udsendt en kort pressemeddelelse og ønsker ikke at udtale sig yderligere.
”Ophøret skyldes et ikke-tilfredsstillende resultat i 2014,” skriver hun i meddelelsen.
“Det er trist, at restauranten ikke kan opnå et fornuftigt driftsresultat. Jeg tænker særligt på de gode og loyale medarbejdere, vi har haft, som nu må finde nyt arbejde. Det har været hårde og turbulente år, ikke alene for Vejlegården, men for hele restaurationsbranchen. Vi takker alle for den positive interesse, der har været omkring Vejlegården. Det har desværre ikke været nok til at drive restauranten videre, hvorfor en indstilling af driften nu er det mest ansvarlige. Ligeledes er det trods ihærdige forsøg efter positive tilbagemeldinger ikke lykkedes at få tilført den nødvendige kapital til fortsat drift,” skriver Jette-Lis Christensen.
Hos 3F Vejle ønsker man ikke at kommentere på den tidligere 'modstanders' konkurs.
“Det har jo intet med os at gøre,” siger lokalformand Martin Jensen.
Forbundet kørte en langvarig kampagne mod restauranten og dens overenskomstforhold under Amin Skovs ledelse. Men der har været mere ro på forholdene under det anpartsselskab, som altså nu er gået konkurs.