Friluftsspil om Paludan-Müller
Det lille Teater i Gråsten holder informationsmøde omkring Egnsspillet, der skal opføres til sommer
Søndag den 11. januar kl. 14 er der informationsmøde på Det lille Teater, hvor Egnspillet 'Obersten' om Svend B. Paludan-Müller præsenteres.
Stykket er skrevet af Kaj Nissen, og instruktør bliver Niels Damkjær. Begge vil være til stede på mødet og informere om forestillingen, der handler om krigshelten, grænsegendarmernes chef, oberst Paludan-Müller, og som samtidig markerer 70-året for Danmarks befrielse.
Har man lyst til at spille med eller gerne vil hjælpe til bag scenen i dette stykke om en af Gråstens berømte sønner, kan man møde op til infomødet eller ringe til Ole Gaul Nilum på tlf. 7465 3767.
"Danskerne har set filmen om Hvidstens-gruppen og fulgt med i tv-serien om 1864. Ved næste år at fortælle om Paludan-Müllers kamp i et teaterstykke, får vi sat fokus på ét af de mennesker, der virkelig gjorde en forskel i kampen mod besættelsesmagten," siger Ole Gaul Nilum fra Det lille Teater
"Der ligger en kraftig parallel mellem Kaj Munk og Paludan-Müllers skæbner. Begge stod de fast på deres holdning. Begge døde i foråret 1944 under besættelsesmagtens bølge af overgreb på udvalgte personer. Begge var bevidste om, at deres ord og handlinger ville afstedkomme den ultimative kamp, som de alene tog ansvaret for," fortæller Ole Gaul Nilum.
Ifølge spilleplanen bliver stykket opført onsdag den 17. juni kl. 19.30, torsdag den 18. juni kl. 19.30, lørdag den 20. juni kl. 15, søndag den 21. juni kl. 15, onsdag den 24. juni kl. 19.30 og torsdag den 25. juni kl. 19.30.