Fortsæt til indhold

Nytår i mørke

Mere en 3.000 kunder blev påvirket, da en fejl på et elkabel slukkede lyset i Roskilde nytårsaften

Arkiv
Henrik Wanscher

Nytårsaften forbindes sædvanligvis med lys og lyd, men for 3.214 SEAS-NVE-kunder var det mørket og stilhed, der prægede eftermiddagen nytårsaften 2014.
Mellem tidsperioden fra lidt før kl. 13 og indtil en smule før kl. 17 gik strømmen for de omtalte tusinder.
Ejeren af forretningen Importøren i Algade, Jørgen Bagge, var en af dem, der fik sammenbruddet at mærke.
Ifølge planen skulle han have holdt åbent indtil kl. 15 på den pågældende dag, men da strømmen gik, var han nødt til at trække stikket og pakke sammen.
- Jeg indrømmer, at nytårsaften ikke er den travleste dag for os, men det gik fint, indtil strømmen blev afbrudt, fortæller den lokale forretningsmand og fortsætter:
- Vi prøvede at holde den kørende, men der var ikke megen ide i at holde åbent, når man hele tiden var nødt til at rende rundt efter kunderne med en lommelygte, bare så de kunne se varerne.

Nye kabler på vej

Jørgen Bagge henviser til, at strømafbrydelsen 31. december ikke er enestående.
Ejeren af Importøren mener, at hans butik og de andre, der er koblet til den samme del af elnettet, med relativt jævne mellemrum bliver ramt af strøm afbrydelser.
SEAS-NVE står for at sikre forsyningen af el i Jørgen Bagges del af byen, og her giver driftschef Birk Andersen den lokale forretningsdrivende ret.
Birk Andersen fortæller, at man fra SEAS-NVEs side godt har lagt mærke til, at strømafbrydelser rammer området ved Importøren oftere, end det er sædvanligt.
Driftschefen udtrykker sin sympati for Jørgen Bagges situation og bebuder, at elvirksomheden er i gang med planer, der skal sikre en mere pålidelig elforsyning til de påvirkede parter.
Dog henholder Birk Andersen sig til SEAS-NVEs leveringsbestemmelser, der holder virksomheden skadesfri i forbindelse med strømafbrydelser.
- Man må forvente en vis mængde nedbrud af denne slags, og hvis vi skulle stå til ansvar for dem alle, ville al vores tid gå med retssager.
- Men vi forholder os til problemet, og vi ved der er gamle kabler i den del af byen, som vi efter planen går i gang med at udskifte, så det kan stå klart indenfor dette halvår.
- Det sikrer forhåbentlig, at der i fremtiden vil ske færre strømafbrydelser, forklarer driftschefen.

Arbejde i festtøj

Planerne går godt i spænd med Jørgen Bagges ønsker.
Han mener, at det er uanstændigt, at SEAS-NVE ikke er i stand til at levere det produkt, de er ansvarlig for, og at deres manglende indsats betyder unødigt arbejde for byens forretningsdrivende.
Ejeren af Importøren peger i dette tilfælde ikke så meget på den tabte indtjening, da strømafbrydelsen ikke skete på en dag, hvor butikken svømmede i kunder.
I denne omgang var det mere besværet ved at skulle forholde sig til både nytårsfejringen og den manglende el, der blev et irritationsmoment.
- Når det sker så ofte, bliver det bare møgirriterende at skulle forholde sig til.
- På grund af strømafbrydelsen kunne jeg ikke tænde alarmerne i butikken, hvilket betød, at jeg måtte derned igen i mit stiveste puds, for at ordne det, da strømmen kom tilbage, fortæller Jørgen Bagge.

hw@roskildeavis.dk