Fortsæt til indhold

Dødsfald

Arkiv
Arkiv

Ingrid Bo Larsen er død 3. januar af hjertestop i en alder af 72 år efter lang tids sygdom. Hun var for år tilbage et af store politiske talenter hos de lokale socialdemokrater med et socialt engagement, indtil et skrøbeligt helbred satte en stopper for hendes politiske karriere. Omkring 1980 var hun formand for den lokale partiafdeling, og siden var hun i midten af 80'erne valgt til Folketinget af en kreds på Nørrebro i København. Indenfor partiet var hun på landsplan med i mange forskellige udvalg og sammenhænge, og nogle havde endda spået hende en karriere som socialminister, men det blev altså ikke til noget. Hendes mand Ove, som hun har to børn sammen med, var i en periode også S-kredsformand i Roskilde. Ægteparret boede tidligere ved Røde Port, på hjørnet af Kong Valdemarsvej og Københavnsvej, men var flyttet til en lejlighed på Stændertorvet. Ingrid Bo Larsen havde en række uddannelser med i bagagen: Advokatsekretær, lægesekretær og socialrådgiver fra RUC i 1978, hvilket kvalificerede hende til et job i kommunen. Efter at helbredet havde tvunget hende væk fra arbejdsmarkedet, fortsatte hun med at stå for den anonyme rådgivning i Pensionisternes Samvirke og var tillige aktiv indenfor Odd Fellow Loge Nr. 93 Estrid i Roskilde. I de senere år har hun kastet sig over maleriet og lavede autodidakte værker. I Roskilde huskes hun for sit sociale sindelag, selv om langt fra alle indenfor S altid var enig med hende. Familien mindes hende som en kærlig ildsjæl, man aldrig gik forgæves til efter et godt råd. Hun efterlader sig manden Ove Bo Larsen, to børn og fire børnebørn. Bisættelsen foregår fredag den 9. Januar klokken 14 fra Roskilde Domkirke, og bagefter begraves hun på Gl. Vor Frue.