Mindeord

Dagen efter at Henrik Poulsen blev født, sørgede hans forældre for at få ham meldt ind i Roskilde KFUM – med et kontingent, der dækkede hans fem første leveår. Han berettede selv om denne start på livet i en artikel i det tidskrift, som blev udgivet i 1979 for at markere boldklubbens 50 års jubilæum. Henrik, der på det tidspunkt var ynglingespiller, sluttede sin lille artikel med håbet om at kunne være med, når hans klub fyldte 100 år. For tre måneder siden dukkede Henrik, med en fortid som målmand på førsteholdet, op i omklædningsrummet på Lillevang, efter at hans klub havde vundet topopgøret i Danmarksserien over Greve med 1-0. Mærket af den sygdom, der fyldte så meget i de sidste 12 år af hans liv, men glad over, hvad han lige havde set, og stolt på holdets vegne. Han havde en kasse øl med til spillerne, “og det kommer jeg med fremover, hver gang I formår at spille til nul”, forklarede han under stort bifald. Det skulle desværre vise sig, at han ikke var i stand til at opfylde løftet. Godt et døgn, før 2014 blev til 2015, sov Henrik Poulsen ind på Herlev Sygehus, 53 år gammel. Et urimeligt tidligt punktum for et rigt liv og i høj grad et liv, der blev udspillet med fodboldklubben i den østlige del af Roskilde som omdrejningspunkt. Esther og Erling, hans forældre, var selv hyperaktive i klubben, Erling Poulsen som manden, der mere end nogen anden satte skub i de planer, som førte til, at Roskilde KFUM – officielt KFUM’s Boldklub Roskilde - i 1979 kunne etablere sig på det nuværende anlæg, Lillevang. Henrik nåede at være aktiv i KFUM på stort set alle fronter – som spiller, træner, leder samt formand i årene 2009-11. Han havde også et par afstikkere som målmand i Roskilde Boldklub og Brønshøj, men vendte tilbage til KFUM, for det var her, han hørte hjemme. Han trivedes i selskab med barndomsvennerne, hvoraf flere var klassekammerater fra Hedegaardenes Skole, der ligesom Henrik var begyndt at spille i klubben i en meget tidlig alder. Ligesom fodbolden fyldte rigtigt meget i det liv, som Henrik og hans nærmeste familie levede, så kom alvorlig sygdom også til at tiltvinge sig stor plads. Henriks far var bare 49 år, da han døde af kræft, og Henrik fik første gang konstateret en kræftsygdom i 2003. Med ukuelig optimisme og ufattelig kampgejst kom han igennem dette forløb, tilsyneladende helbredt. Syv år senere fandt lægerne ved en kontrol-skanning en kræftplet på leveren, også dette forløb fightede han sig igennem, tilsyneladende helbredt. Næsten til det sidste troede han også fuldt og fast tro på, at han kunne vinde den ulige kamp mod de ondsidede celler, der for tredje gang havde taget bolig i hans krop. Typisk for Henriks ukuelighed og tro på livet gjorde han også en formidabel indsats, for at andre i hans situation kunne få inspirationen og troen på, at det kan nytte noget at tage kampen op mod så barsk en modstander, som kræften er. Hans anden store kærlighed inden for idrættens verden var cykelsporten, og den dyrkede han qua sin mangeårige ansættelse ved politiet gennem sit engagement inden for Dansk Politiidrætsforbund. Desuden var Henrik de sidste år af sit liv aktiv inden for La Flamme Rouge, en velgørende forening der rejser og donerer penge til kræftramte. I cykelsporten markerer La Flamme Rouge den sidste kilometer af de store løb, altså den strækning hvor det gælder om at sætte den afgørende spurt ind. Den måde, hvorpå Henrik udkæmpede spurten, kunne kun aftvinge beundring og dyb respekt. Alle vore tanker går i disse dage til Esther, Lene, Marianne, Michelle og alle de andre, der er så urimeligt hårdt ramt, ligesom Henrik efterlader et stort tomrum i Roskilde KFUM og på sin tidligere arbejdsplads hos politiet. Samt hos alle dem, der kan betragte det som et privilegium at have kendt ham og forhåbentligt lader sig inspirere af hans tro på, at det nytter at tage kampen op mod kræfter, som kan forekomme uovervindelige. Æret være Henriks minde KFUM’s Boldklub Roskilde