Fortsæt til indhold

Lys i tårnuret i Lysabild

Arkiv
Viggo Vandkær Thomsen, Lysabild Degnegård, skriver:

Beboerne i Over Lysabild og alle de mange trafikanter ad Lysabildgade har igen fået et smukt syn - lyset er tændt på det gamle tårnur på Lysabild skole! Det smukke tårnur har sin historie helt tilbage i skolens opførelse, medens lyset på uret blev tændt under det store skolebyggeri i Lysabild fra 1974 - 1977, og havde sin egen historie.
Op gennem de mange byggemøder - hver onsdag i en skurvogn på den senere legeplads - opstod den idé, at der skulle sættes lys på tårnuret. "Det fortjener uret", kan jeg huske byggeudvalgsformand Jacob Lind sagde, og der var enighed om, at lyset på tårnuret skulle lyse ud over sognet som et symbol på Liv på Lysabild skole.
Indvielsen af den nyrestaurerede skole fandt sted 1977, og lyset deroppe på tårnuret kunne ses vidt ud over egnen.
Så kom år, hvor installationen var i uorden, men nu har skoleinspektør Mike Foos sørget for, at tåruret igen lyser ud over sit sogn - det er mange glade for. Det er jeg også, og jeg siger tak for lyset deroppe på tårnuret på Lysabild skole.