En hård start på livet

Jeg er flyttet væk fra de varme tørre slette og op til Mangochi. Her kæmper indbyggerne med mange af de samme problemer, som de gør i syden. Et problem overskygger dog de øvrige. 21 % af indbyggerne er HIV/AIDS smittede.
Jeg er flyttet ind hos en familie der består af mor Hilda og hendes søn Lewis. Hilda er selv HIV positiv. Hun har valgt at være åben om sin sygdom. Hun tager hver dag ud for at tale for andre HIV ramte, og hun hjælper dem med at nedbryde tabuet om sygdommen.

I dag har hun lovet at tage mig med ud til en af sine såkaldte ”support-groups”. Denne gruppe er for børn mellem 10-20 år, der er HIV positive. De er blevet smittet før fødslen eller gennem modermælken og har således haft deres sygdom/smittestatus hele livet. Jeg går spændt ind i det lille støvede lokale. Da jeg åbner døren, bliver jeg mødt med en masse nysgerrige blikke. Der er måske 15 børn. De ligner jo ganske normale børn, tænker jeg. Jeg ved heller ikke, hvad jeg havde forstillet mig.

Alle præsenterer sig. Jeg fortæller, at jeg hedder Jacob og kommer fra et land langt væk, som hedder Danmark. Børnene er meget nysgerrige og spørger om Danmark ligner Malawi. Nej, siger jeg, i Danmark er der meget koldt; det varer ikke længe før der kommer sne. I Danmark er der heller ingen bjerge, der er fladt som en pandekage. De ser alle uforstående på mig. Sne? Pandekage? Det er ord de ikke kender til.

En sygeplejerske tager nu ordet. Nogle af børnene har skiftet medicin, og han spørger om de mærker nogle bivirkninger. En dreng på omkring 13-14 år rejser sig. Lidt tøvende fortæller han, at hans bryster føles ømme og som om de vokser. Det var da pudsigt, siger sygeplejersken, den bivirkning har han ikke hørt om før. Jeg spørger, om det måske ikke bare er fordi han er kommet i puberteten. Sygeplejersken bryder ud i latter, og da han fortæller mit forslag til drengen, rødmer han og ser smilende ned i jorden.

Da sygeplejersken er færdig, tager Hilda ordet. Hun fortæller børnene om diskrimination. Selvom HIV/AIDS er almindeligt i Mangochi, er der stadig nogle, som behandler de smittede forfærdeligt. Et af børnene rejser sig op. En pige, som ikke kan være mere end 11 år. Hun bor i en mindre landsby lidt uden for Mangochi. Hun fortæller, hvordan man i en periode malede et kryds på alle de HIV/AIDS smittede i hendes landsby.

Jeg bliver rimelig rystet. Vi er jo ikke selv herre over hvor vi bliver født. At blive født i Malawi er hårdt. At blive født i et uland med en uhelbredelig sygdom, er så uretfærdigt hårdt. Det piner mig, når jeg tænker på den modgang de har i forhold til mit danske curling-liv.

Selvom disse børn bærer en nådesløs skæbne, overasker det mig hvor seje de er. Måske forstår de ikke alle alvoren i deres sygdom. Måske er det muligt at fortrænge det. Når jeg ser, hvor åbent det taler om deres sygdom er min konklusion, at disse små soldater måske har accepteret, at døden kan ligge og vente næste dag.

Og det kan måske lyde barskt, men døden er slet ikke så fremmed en skikkelse i Malawi.

Hvor er jeg glad for, at det var på Kolding Sygehus, jeg blev født for 21 år siden.