Så er 2 procent-lånet en realitet
Og et fastforrentet 20-årigt 1,5 procent-lån ser nu også dagens lys. Boliglån på 0,5 procent er også på vej
RENTEFEST: Det er rekordernes tid på rentefronten, oplyser Realkredit Danmark (RD), der nu har åbnet for et 30-årigt fastforrentet 2 %-lån med afdrag. Og meget tyder på, at lånet allerede vil være relevant fra nærmest dag 1, vurderer cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig.
- Men som altid kan markedet svinge fra dag til dag, og det er endnu for tidligt at dømme 2,5 %-lånet ude, da det i den kommende tid kan komme til og zig-zagge omkring kurs 100.
Cheføkonomen oplyser, at RD samtidig er først med et 20-årigt fastforrentet lån med afdrag på kun 1,5 %.
De faldende renter er udtryk for, at de danske obligationer er populære blandt investorerne men også resultatet af en svag vækst i økonomien.
Selv om baggrunden ikke er den mest positive, er den lave rente ifølge ejendomsmæglerkæden home en gylden mulighed for boligejere og især boligkøbere:- De kan lige nu sikre sig en rente på 2 % de næste 30 år. Det er en rekord, der vil gøre det ekstra attraktivt for kommende og nuværende boligejere at handle. Det vil også medvirke til at styrke boligmarkedet, lyder det fra Mads Ellegaard, der er relationschef i Home.
- Der er ingen tvivl om, at handelsaktiviteten og priserne vil blive styrket som følge af de billigere lån. Vi forventer, at priserne vil stige omkring 4% i 2015 og at handelsaktiviteten stiger med 10%. De lavere renter understøtter klart denne forudsigelse,” konkluderer Home-chefen.
Men hvilket af de nye lån, skal man så vælge?
RD's rådgivningsbudskaber vil i den givne situation afhænge af både kursniveauer og risikoprofil for den enkelte låntager. Der er dog et par guidelines:
Hvis 2,5 %-lånet med afdrag atter kommer ned under kurs 100, vil det være den primære anbefaling frem for 2 % pga mindre kurstab og ingen risiko for indlåsningseffekt.
Indlåsningseffekt betyder, at man i værste fald kan komme til at realisere det oprindelige kurstab, når lånet engang indfries, eller at en evt. restgældsreduktion ved rentestigninger bliver mindre end ellers. Risikoen for indlåsningseffekt vil automatisk mindskes i takt med at flere og flere låntagere vælger disse lån, og der hermed kommer en betydelig mængde likviditet ind i obligationsserierne.
Det 20-årige lån på 1,5 % henvender sig blandt andet til boligkøbere, der har råd til at betale lidt mere i ydelse, og som samtidig ønsker at udnytte de historisk lave renter til at sætte turbo på afvikling af gælden.
Ifølge Christian Hilligsøe Heinig er der endda optræk til endnu billigere lån. Kursen på obligationen bag det 10-årige boliglån er nu så tæt på 100, at han ikke længere kan udelukke et nyt 10-årigt lån. Og her er næste stop en rente på blot 0,5 %.
pm