Nye spillere til Egen
Tre nye spillere har meldt deres ankomst til Egen UI og Linak Arena i Guderup.
De to af spillerne er gamle kendinge, som vender tilbage til klubben og den grønne trøje, hvorimod den sidste er helt ny i klubben, men et kendt navn i fodboldkredse på Als.
Martin Duus Wandahl vender tilbage til klubben efter tre år i Esbjerg, hvor han er blevet uddannet til fysioterapeut. I Esbjerg spillede han jyllandsseriefodbold i Sædding/Guldager IF. Martin Duus Wandahl er 24 år og netop flyttet tilbage til Sønderborg.
Martin er en allroundspiller, som stort set kan spille alle pladser på banen. Han er dog bedst på backpladserne og på midtbanen.
Jesper Teichert Christensen vender også tilbage til klubben efter halvanden år i Broager UI, hvor der har været mere fokus på arbejde, uddannelse og familie end fodbold. Han har nu meddelt træner Martin Prokopek, at han nu er klar til at have fuld fokus på fodbolden igen.
Jesper Teichert Christensen er en dygtig fodboldspiller med styrker i det offensive. Han kan spille alle pladser på midtbanen og i angrebet. Han er en hårdtarbejdende type med et godt blik for spillet.
Den sidste nye spiller, som har meldt sin ankomst, er en helt ny spiller i klubben. Tobias Krohn kommer fra Broager UI's serie 2 hold, hvor han var spillende assistenttræner i sidste sæson. Han er 25 år, og hans aktive fodboldkarriere har været sat på pause de seneste år, hvor han har været fodbolddommer på højt niveau (jyllandsserie og serie 1), men han nu er klar på igen at have fuld fokus på sin egen fodbold.
Tobias Krohn er en talentfuld fodboldspiller med styrker i det offensive. Han kan spille de fleste pladser på banen, men er bedst på midtbanen.