Sofapenge og en kobrysteholder

Møbelpolstrer Pauli Hansens værksted på Københavnsvej er ikke noget prangende sted.
Stedets mest fremtrædende lokale er delt op med en skillevæg, der hovedsageligt består of glas.
På den ene side af skillevæggen ud mod Københavnsvej er et lille rum, der fungerer som modtagelsesområde.
Hjertet af værkstedet synes dog at findes på den anden side, hvor man mødes af et stort lyst, rum med maskiner og værktøj sirligt placeret, hvor end man kigger.
Væggene er hvide, og langs med dem står en række møbler i større mindre grad af forfald.
Midt i det hele trisser Pauli Hansen selv rundt om et Poul Henningsen-flygel, som skal have nyt læder på siderne.
- Hovedsageligt er det sofaer og stole, jeg arbejder med, men det er de særlige ting, som det her flygel, der gør mit arbejde rigtig sjovt, fortæller han og nævner et lignende designerflygel, han havde under kærlig behandling, og som senere blev solgt for 800.000 kroner.
- Man kan sagtens få et flygel, som er langt billigere og lyder fint, så kvalitet og pris hænger slet ikke sammen i de her ting, men der er bare noget særligt ved de her enestående ting, tilføjer han.

Farende svend i Sverige

Med næsten 60 års erfaring under bæltet indenfor møbelpolstring, er der ikke noget at sige til, at folk går til Pauli Hansen, når deres dyrebare møbler skal repareres.
Karrieren startede allerede i 1956, da han var 14 år gammel, og hans mor fandt en læreplads til ham hos møbelpolstrer Stig Nelson, der havde værksted i Sankt Ols Gade.
Pauli Nelson faldt godt til med sin læremester, og fire år senere var han udlært.
Efter at have arbejdet hos Stig Nelson i et år som svend, besluttede den unge møbelpolstrer i 1962 sig for, at han ville ud og suge erfaring til sig.
Han valgte at gøre dette som farende svend i Sverige, hvor han igennem en periode på halvandet år arbejdede for de bedste møbelpolstrere, han kunne finde i vores naboland.
Da han vendte hjem, slog han sig ned i Roskilde igen, blev gift og fik sig et fast job i et det velanset københavnerfirma Thorbalds Efterfølger, hvor han arbejdede i de næste ti år.
- At arbejde for et så toneangivende firma i så mange år, tog jeg som en blåstempling, fortæller Pauli Hansen og fortsætter:
- Det gav mig mod på at forsøge mig som selvstændig, og så åbnede jeg værksted i Jernbanegade i 1975.

Rystede med resten

40 år er gået siden da, og Pauli Hansens er altså ikke længere på Jernbanegade.
I 1980 flyttede han til et nyt sted på Køgevej, og i 1991 fandt han værkstedet på Københavnsvej, hvor han stadig holder til.
Grunden til, at han slog sig ned på Københavnsvej, var, at han fandt penge til at købe stedet.
Hans forretning havde nemlig levet et omtumlet liv, hvor han var blevet smidt ud fra både lokalerne på Jernbanegade og Køgevej.
På trods af at han nu sad som høvding i eget hus, som Pauli Hansen selv udtrykker det, var det dog ikke forbi med bumpene på vejen.
Møbelpolstreren fortæller, at den største forhindring, han er stødt på i sit liv som selvstændig, kom i 2008, da Roskilde Bank gik fallit.
- Vi var rigtig mange i byen, der blev voldsomt påvirket af konkursen, og selvom mine kunder ikke forsvandt, så begyndte de at trække deres ordrer tilbage.
- Overlevelse som virksomhed drejede dog ikke så meget om, hvor meget man tjente. Det var mere et spørgsmål om, hvor meget man skyldte, og heldigvis havde jeg været så fornuftig med mine penge, at jeg kunne klare mig igennem den værste tid.

Gad ikke kopatter

Konkursen ligger nu et godt stykke tilbage, og selvom Pauli Hansen forklarer, at han kunne mærke efterdønningerne i tre til fire år efter, er det bag ham nu.
Udviklingen passer godt med møbelpolstrerens planer for fremtiden.
Selvom han næsten har været indenfor sit fag i seks årtier, mener han nok, at han har mindst et par stykker tilbage.
Så må tiden vise, hvordan pengene skal trille ind i fremtiden.
- Jeg har faktisk ikke fundet særlig mange penge i de sofaer og stole, jeg har arbejdet med, men jeg fandt engang nogle skilsmissepapirer, hvilket var en anderledes oplevelse.
- Jeg kan også huske en kunde, der ville have mig til at lave en kobrysteholder, men ham sagde jeg nej til, da jeg ikke havde materialerne og heller ikke lysten til at tage ud at måle koens patter, fortæller møbelpolstreren.

hw@roskildeavis.dk