Mistænkelige kontanter beslaglagt
Ung mand pågrebet med stoffer på sig og i sig - og mange kontanter
En 22-årig mand blev natten til torsdag standset af politiet i Dalegade. Han var påvirket og i besiddelse af en joint og noget heroin samt 7.400 kroner i kontanter. Han skylder politiet 65.000 i blandt andet bøder, så betjentene beslaglagde 4.200 kroner af hans penge. Det klagede han over og skal nu i retten. Igen.
“Når en person har gæld til det offentlige, og han pågribes med penge på sig, kan myndighederne beslaglægge. Men vi må ikke blanke ham helt af. Der skal blandt andet ses på, hvornår han får løn igen og den slags. Men her beslaglagde vi altså 4.200 kroner. Det var han utilfreds med og indbringer derfor sagen for retten,” siger politikommissær Ole Eckholdt fra Fredericia Lokalpoliti.
Der kan gå adskillige uger, før Retten har afgjort hans klage.