Fortsæt til indhold

Tjen penge på din kælder

Arkiv
Arkiv

RENOVERING: Ofte er der billige kvadratmeter gemt i husets kælderregioner, som du selv kan få glæde af og tjene på ved et salg.
Hvis du har et hus med kælder, kan det være en god investering at gøre rummene lysere og mere tørre.
Det skriver Penge & Privatøkonomi. Magasinet har besøgt en familie, der har skudt ca. 350.000 kr. i de 95 kvadratmeter kælder under deres ældre hus i Københavns nordvest-kvarter, og ifølge Penge & Privatøkonomi har den forbedring øget husets værdi med omkring en halv mio. kroner, selv om kælderen ikke er godkendt til beboelse.
Værdiforøgelsen, som kan hentes hjem ved et evt. salg, vil være endnu større, hvis kælderen kan godkendes som beboelse.
Ifølge home er det som regel en god idé at renovere kælderen, hvis man har et hus i en større by.
- Det skyldes, at den kvadratmeterpris, der kan opnås i forbindelse med et salg, i mange tilfælde vil være højere end udgiften til at renovere kælderrummene, siger Mads Ellegaard.
- Men først og fremmest har man selvfølgelig selv glæde af de ekstra – billige – kvadratmeter, mens man bor i huset, uddyber home-chefen.
Rummene i kælderen må selvfølgelig ikke benyttes til beboelse, altså i praksis som soverum, hvis ikke de er godkendt til formålet, understreger home og gør opmærksom på, at det typisk vil medføre en stigning i ejendomsværdien og dermed i ejendomsværdiskatten, hvis kælderen godkendes til beboelse. Desuden er der en lang række krav, om fx lofthøjde, adgang til det fri og indeklima, der skal være opfyldt, siger home-talsmanden.
pm