Flere unge kommer væk fra hash
Behandlere flytter ind på ungdomsuddannelserne for at komme tættere på hashproblemerne
Misbrug Hvis du ryger hash, sælger hash eller på anden måde omgåes hash på en ungdomsuddannelse i Kolding, er det sikkert og vist, at du omgående bliver sendt hjem.
Hash er ikke tilladt på hverken gymnasierne, handelsskolerne eller erhvervsskolerne.
“Vi bliver nødt til at have tillid til vores elever. Hvis vi mistænker dem for at ryge hash i et omfang, så de ikke kan passe deres uddannelse, så tager vi en snak med eleven. Efter snakken vurderer vi, om en urinprøve er nødvendig. Hvis eleven nægter at have røget hash, men kommer tilbage med en positiv urinprøve, er det et stort tillidsbrud. Så bortviser vi omgående eleven”.
Sådan forklarer studievejleder på Hansenberg, Per Flint Jensen, skolens politik for hash. En rundringning på Koldings ungdomsuddannelser viser, at de alle har faste procedurer og politikker, når eleverne ryger eller på anden vis omgåes hash.
Men udover forbuddet mod hash, så går uddannelsesstederne også ind og hjælper de unge, der er på vej ud i et hashmisbrug eller som allerede har et misbrug.
Flere unge i behandling
Skolerne samarbejder med Kolding Misbrugscenter. Siden august 2014 har behandlere fra Kolding Misbrugscenter én gang om ugen været tilstede på henholdsvis Hansenberg, IBC, VUC, Ungdomsskolen og seminariet.
Der er endnu ikke lavet nogen opgørelser på, om behandlernes tilstedeværelse på skolerne er direkte årsag til, at antallet af unge i behandling for hashmisbrug er steget.
I 2012 og 2013 var der 60 indskrevne unge koldingensere mellem 14-24 år i behandling for stofmisbrug, herunder også hashmisbrug.
I 2014 var der 102 personer i behandling. Dertil kommer de anonyme henvendelser fra unge mellem 14-24 år, som der i gennemsnit er 10 tilfælde af hver måned.
“Den store stigning af unge i behandling er ikke nødvendigvis et tegn på, at flere unge har et hashmisbrug. Men det kan være et tegn på, at vi kommer tættere på de unge og på den måde får flere af dem i behandling,” siger Christina Møller, ungebehandler ved Kolding Misbrugscenter.
Lokalavisen møder hende efter hendes samtaler med nogle elever på Hansenberg. Hun er meget positiv overfor idéen om at komme der, hvor de unge er.
“Der er langt, både fysisk og mentalt til misbrugscentret på Elvej. Mange unge ser ikke sig selv som misbrugere og vil aldrig komme til misbrugscentret, selv om det reelt er der, vi kan hjælpe dem. Det er nemmere at imødekomme de unge i deres vante studiemiljøer”, siger Christina Møller, der godt kan mærke, at der er blevet travlhed med de stigende antal unge, der kommer i behandling.
“Nogle har eksperimenteret lidt og kan nøjes med en snak eller to, mens andre kræver mere intensive behandlingsforløb. Det er min klare opfattelse, at vi ved at komme på skolerne kan hjælpe de unge, inden misbruget bliver så omfattende, at de dropper ud af deres uddannelse. I forhold til at finde et ståsted i samfundet og genneføre en uddannelse, spænder hash ben for rigtig mange unge,” siger Christina Møller.
Hun håber derfor, at der fortsat vil blive sat ressourcer af til initiativet, som indtil videre skal køre indtil sommer.
På skolerne er der stor begejstring for ungebehandlernes tilstedeværelse.
“Det er en god måde at spænde sikkerhedsnettet ud helt tæt på de unge. Det er langt nemmere lige at smutte ned ad gangen til en snak, end at vise sig under samme tag som habile stofmisbrugere. Der kan være alt for langt til misbrugscentret, og så får vi ikke hjulpet de unge i tide. Derfor er det meget bedre at få hjælpen her på skolen. Det hjælper samtidig med at bryde tabuet omkring hash. Vi kan mærke, at det hjælper at tale åbent om problemerne”, siger rektor for IBC Handelsgymnasium, Jesper Kjølhede.